(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

<%% 







S IJ li .K M .EJ 
November 1978 * 127. årgang • Nummer 11 












P*'* " :?;,: ": :: -::.:..i :v :.,;: : * 

p* " ;:: '■':■■ ..s s:* -. .; 

■,,...:■ ! 







STJERNE 



Organ November 1978 

for Jesu Kristi Kirke af Årgang 127 

Sidste Dages Hellige Nummer 11 



Det øverste Præsidentskab: Spencer W. Kimball, N. Eldon Tanner, Marion G. Romney. 

De tolvs Råd: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen, LcGrand Richards, Howard W. Hunter, 
Gordon B. Hinckley, Thomas S. Monson, Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, Bruce R. McConkie, 
L. Tom Perry, David B. Haight, James E. Faust. 

Rådgivende komité: Gordon B. Hinckley, Marvin J. Ashton, L. Tom Perry, Marion D. Hanks, 
James A. Cullimore, Robert D. Hales. — Redaktor af kirkens magaziner: Dean L. Larsen. 

International Magazines redaktion: Larry A. Hiller, Carol Larsen, Roger Gylling. 

Den danske Stjernes redaktion: Jørgen Ljungstrøm, Translations Services, 
Vodroffsvej 7, DK-1900 København V. 

Korrespondenter: Københavns Stav: — , Den danske Mission: — . 



Inholdsfortegnelse 



Guds lignelse. Marion G. Romney 2 

Hvordan man kan blive en fuldtidsfar. Orson Scott Card 5 

Brændoffer. Thomas J. Griffith 10 

Joseph Smiths læge. Le Roy S. Wirthlin 12 

Deres livs bedste dage. Jay A. Parry 15 

Spørgsmål og svar 20 

John Taylor — Et brev fra landflygtigheden 27 

Teenage-Pioner. Gordon Irving 31 

Børnestjernen 

Jeg er Guds kære barn. Robert D. Hales 1 

Fra ven til ven. J. Richard Clarke 5 

Tal gåde. Carol Conner 8 

Abonnement: 

Tegnes gennem wards/grensrepræsentanten: 12 numre dkr. 48.00 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 

Betaling over gire 3120988 til Distributions Centret, Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. 

United States and Canada: $ 8.00 (surface mail). 

© 1978 by the Corporation of the President of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. 
All rights reserved. 

Distributions Centret, Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. 

Det første tempel i kirken blev indviet i 1836 i Kirtland i staten Ohio, hvor 
kirkens hovedsæde dengang var. Det blev kun benyttet i to år og efterladt, da 
forfølgelser tvang mormonerne ud af staten. Templet: står der stadig men 
ejes ikke længere af kirken. 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



Guds lignelse 

Præsident Marion G. Romney 

Andenrådgiver i Det øverste 
Præsidentskab 




1 begyndelsen skabte Gud himlen 
og jorden . . . 

„Gud gjorde de vildtlevende dyr efter 
deres arter, kvæget efter dets arter 
og alt jordens kryb efter dets arter. 
Og Gud så, at det var godt. 
Derpå sagde Gud: Lad os gøre 
mennesker i vort billede, så de ligner 
os, til at herske over havets fisk og 
himmelens fugle, kvæget og alle 
vildtlevende dyr på jorden og alt 
kryb, der kryber på jorden! 
Og Gud skabte mennesket i sit bil- 
lede; i Guds billede skabte han det, 
som mand og kvinde skabte han 
dem; 

og Gud velsignede dem, og Gud 
sagde til dem: „Bliv frugtbare og 
mangfoldige og opfyld jorden, gør 
eder til herre over den!" (1. Mose- 
bog 1:1, 25-28). 

Det var den måde, hvorpå Herren 
skabte forholdet mellem den første 
ægtemand og hans hustru. Som 
sådan var folk skabt i hans lignelse, 
mænd og kvinder. De blev forenet 
til ét — hver som en del af den an- 
den. Han instruerede dem sammen. 
Det sprog, han brugte, gjaldt dem 
begge i lige grad. I Herren er kvin- 
den intet uden manden og manden 
intet uden kvinden. (Se 1. Kor. 11:11). 
Ægtemænd og hustruer bør aldrig 
glemme disse grundprincipper. De 



bør altid huske deres forhold til hin- 
anden og formålet med det. 
De bør være ét i harmoni, respekt 
og gensidig hensyntagen. Ingen af 
dem bør planlægge eller følge en 
uafhængig handlingskurs. De bør 
konsultere hinanden og bede og 
bestemme sammen. 
I styrelsen af deres hjem og børn, 
bør mand og hustru rådføre sig med 
hinanden i venlighed, kærlighed, 
tålmodighed og forståelse. 
Den tiltagende nedbrydelse af moral- 
standarder og den perverterede 
levemåde i vort samfund må ikke få 
lov til at få indpas i vore hjem eller 
forandre vore standarder eller vort 
indbyrdes forhold. Vi må ikke lade 
selviske, personlige ambitioner for 
selvforherligelse svække vores enhed. 
Husk at hverken hustruen eller ægte- 
manden er den andens slave. Mænd 
og hustruer er lige partnere, og det 
gælder især sidste dages hellige 
ægtemænd og hustruer. De bør be- 
tragte sig som sådanne og behandle 
hinanden på den måde i dette liv, 
hvorefter de vil gøre det også i 
evigheden. 

Som det allerede er blevet sagt: 
„Manden er i Herren intet uden kvin- 
den, og ej heller er kvinden intet 
uden manden i Herrens øjne . . . 
ingen mand kan blive frelst og 



ophøjet i Guds rige uden kvinden, 
og ingen kvinde kan nå fuldkommen- 
hed og ophøjelse i Guds rige alene 
. . . Gud gjorde manden i sit eget 
billede og lighed, mand og kvinde, 
og i deres skabelse var det tiltænkt, 
at de skulle forenes sammen i hellige 
ægteskabsbånd, og den ene er ikke 
fuldkommen uden den anden" (Jo- 
seph F. Smith „Gospel Doctrine", 
s. 272). 

Kvinden er ikke manden underlegen. 
Det er selvfølgelig rigtigt, at manden 
bærer præstedømmet og i den 
rigtige udøvelse af præstedømmet 
præsiderer i hjemmet. Men det skal 
han gøre i samme ånd, son Kristus 
præsiderer over sin kirke. Om dette 
emne har profeten Joseph Smith 
instrueret de hellige med ord, der er 
taget fra Det nye Testamente, 
således: 

„I hustruer skal underordne jer under 
jeres mænd som under Herren;" 
thi en mand er sin hustrus hoved, 
ligesom Kristus er kirkens hoved, 
han som er sit legemes frelser. 
Ja ligesom kirken underordner sig 
under Kristus, skal også hustruerne 
underordne sig under deres mænd i 
alt. 

I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom 
Kristus elskede kirken og gav sig 
selv hen for den, 



for at han kunne hellige den, idet 
han rensede den i vandbadet ved 
ordet, 

og for at han således kunne frem- 
stille kirken for sit åsyn som herlig, 
uden plet eller rynke eller andet 
sådant, nej, den skulle være hellig 
og dadelfri. 

På samme måde bør mændene elske 
deres hustruer som deres egne lege- 
mer; den, som elsker sin hustru, 
elsker sig selv. 

Ingen har jo nogen sinde hadet sit 
eget kød, men han giver det føde og 
har omhu for det, ligesom Kristus 
har for kirken, 

fordi vi er lemmer på hans legeme. 
„Derfor skal en mand forlade sin 
fader og moder og holde sig til sin 
hustru, og de to skal være ét kød" 
(Efes. 5:22-31). 

„I hustruer skal underordne jer under 
jeres mænd som det sømmer sig i 
Herren. I mænd; elsk jeres hustruer, 
og vær ikke bitre imod dem. I børn; 
adlyd jeres forældre i alt, thi det er 
Herren velbehageligt. I fædre; lad 
være at opirre jeres børn, for at de 
ikke skal blive forskræmte" (Profeten 
Joseph Smiths Lærdomme, s. 103). 
Manden må ikke benytte sin præste- 
dømmelige myndighed egenmægtigt, 
og han må heller ikke bruge den til 
at true sin hustru. 



Præsident Joseph F. Smith sagde: 
„Hvis der er nogen mand, der for- 
tjener den almægtige Guds straf, er 
det den mand, der negligerer sit 
barns mor, hans hustru, den, som 
gang på gang har sat sit eget liv 
på spil for ham og hans børn. Det 
gælder naturligvis forudsat, at hus- 
truen er en ren og trofast mor og 
hustru" (Gospel Doctrine, s. 313). 
„Ingen magt eller indflydelse kan 
eller bør udøves i kraft af præ- 
stedømmet uden gennem overbevis- 
ning, langmodighed, mildhed, sagt- 
modighed og uskrømtet kærlighed" 
(L&P. 121:41). 

Det forekommer efter hele teksten, 
at dette skriftsted gælder, hvor en 
præstedømmebærer har at gøre med 
mennesker. Det gælder i udpræget 
grad, når en præstedømmebærer har 
at gøre med sin hustru. 
„Jesu Kristi evangelium er kærlig- 



hedens lov, og kærlighed til Gud af 
fuldt hjerte og sind er den største 
befaling, og den næste er lig den: 
elsk din næste som dig selv. Det . . . 
bør erindres i det ægteskabelige 
forhold, for selvom det er sagt, at en 
kvindes attrå skal være til hendes 
ægtemand, og at han skal herske 
over hende, så er det meningen, at 
det skal ske i kærlighed og ikke 
tyranni. Gud regerer aldrig tyrannisk, 
undtagen når mennesker korrumpe- 
rer sig selv i den grad, at de ikke 
er værdige at leve" {Gospel Doctrine, 
s. 274). 

„Gud skabte mennesket i sit billede; 
i Guds billede skabte han det, som 
mand og kvinde skabte han dem" 
(I.Mosebog 1:27). 

Lad os, mænd og hustruer, stræbe 
efter fortsat at være hans billede ved 
at efterleve kærlighedsloven. For 
Gud er kærlighed. 



Ægtemænd og hustruer bør altid huske deres 

forhold til hinanden og formålet med det. De bør 

være ét i harmoni, respekt og gensidig 

hensyntagen. Ingen af dem bør planlægge eller 

følge en uavhængig handlingskurs. 



HVORDAN MAN 
KAN BLIVE EN FULDTIDSFAR 



Orson Scott Card 



„Jeg starter gerne dagen med et 
roligt løb, og en gang imellen står 
min seksårige søn tidligt op for at 
løbe sammen med mig. Han kan ikke 
løbe så langt, som jeg gør det, så 
han standser op på et bestemt sted 
og venter dér, så vi kan følges ad på 
tilbagevejen. Vi snakker sammen, 
mens vi løber. 



Min søn, der går i anden klasse har 
et hæfte, hvori han gemmer alle sine 
skoleting. Sommetider sidder vi om 
morgenen og gennemgår hans hæfte. 
Han fortæller mig om hver eneste 
ting, han har lavet. Det bliver måske 
til femten eller tyve minutter hver 
gang, men hvert eneste sekund fore- 
kommer mig kostbart. 




Jeg rejser meget til nærliggende 
byer, og sommetider går turen læn- 
gere væk. Den tid borte fra familien 
er frygtelig, undtagen at jeg sædvan- 
ligvis tager et af børnene med mig. 
Når de bliver ældre, lader jeg dem 
også køre vognen. I de timer sam- 
men, genopbygger vi det, der måtte 
være gået tabt i de foregående uger, 
hvor jeg har haft travlt." 
I den tid, hvor travlt optagne fædre 
synes at finde mindre og mindre tid 
at tilbringe sammen med deres op- 
voksende børn — en kendsgerning, 
der har undermineret familieenhedens 
styrke — er det opmuntrende at finde 
fædre som denne, der tager kostbare 
minutter og timer ud af deres travle 
tilværelse og giver deres børn, som 
ser op til dem, som elsker dem, og 
som har brug for dem. 
Og endnu mere opmuntrende er det, 
når disse fædre er biskopper — 
nogle af de mest optagne mænd i 
kirken. De er også bemærkelses- 
værdigt succesrige i deres karriere. 
Og alligevel er de og deres hustruer 
fast besluttede på, at ingen af disse 
ønsker og pligter skal få lov til at 
gribe forstyrrende ind i opfyldelsen 
af de behov, som deres børn har. 

„Måske skal man sørge for at blive 
far noget hurtigere," sagde biskop 
Robert M. Pixton fra Orlando andet 
ward Florida. „Og jeg har lagt mærke 
til, at det, som jeg for nogle år siden 
selv ville have gjort, det gør jeg nu 
sammen med en eller to af mine 
børn. Jeg får stadigvæk det altsam- 
men gjort — men børnene ved, at 
jeg elsker dem, og at de vil få 
lejlighed til at være sammen med 
mig." 

Dette forekommer at være nøglen til 
disse fædres succes med deres børn: 
De får det mest mulige ud af den 



smule fritid, de har; og de involverer 
deres børn så ofte, de kan, i den tid, 
de ikke har fri. 

AT VÆRE EN FAR HURTIGERE 
„Når jeg kikker på min kalender og 
ser, at der et sted er en friaften," 
siger biskop John F. Irwin fra Detroit 
andet ward i staten Michigan, „prøver 
jeg at holde den fri — så jeg kan 
tilbringe den derhjemme. Jeg tror 
nok, at de aftener, hvor jeg arbejder, 
ville blive mindre hektiske, hvis jeg 
begrænsede mig til at gøre bare to 
eller tre ting hver aften. Men når jeg 
får mere fra hånden nogle få aftener, 
giver det mig flere aftener fri til at 
være hjemme hos min kone og 
børnene." 

At planlægge tiden er vigtig. Hver 
gang jeg stiller spørgsmålet: „Hvor- 
dan får du tid til dine børn?" er det 
første svar jeg får: „Selvfølgelig er 
familieaftenen hellig og ubrydelig." 
„Mandag aften er der ingen, der 
ringer eller besøger os," sagde 
biskop Ara Call fra Santa Clara 
andet ward i staten Californien: „Den 
søndag jeg blev biskop, sagde jeg 
fra talerstolen, at mandag aften var 
jeg ikke til rådighed, medmindre 
naturligvis i en nødsituation." 
Men familiehjemmeaftenen er kun 
begyndelsen. „Hver uge har jeg en 
samtale med mine børn." Var der 
mange, der sagde. Og ikke få af dem 
fremhævede, at mens nogle af disse 
samtaler var af åndelig natur, så var 
andre af den slags, der drejer sig om, 
„hvordan går det." „Vi taler om 
karakterer, om arbejdet i skolen om 
deres venner, om deres interesser — 
hvadsomhelst, der interesserer dem. 
Det er kommet så vidt, at de spørger 
mig: „Far, hvornår kan vi holde et 
inteview?" 



Biskop Todd Christofferson gør disse 
interviews mere uformelle end de 
fleste: „I den ugentlige korn-sammen 
gør vi lige nøjagtigt, hvad de vil. 
Sædvanligvis ender det med, at vi 
snakker — men hvis de ønsker, at 
jeg skal hjælpe dem med bygge en 
fly-model eller bare at spille bold et 
stykke tid, så gør vi det." 

„Hvis man bare prøver hårdt nok," 
siger biskop Richard P. Halvorsen fra 
Overland Park andet ward i Kansas, 
„kan man gøre en forfærdelig masse 
på bare en halv time. Det tager ikke 
lang tid at blive venner. Prøv bare at 
standse op og betragt dine nærmeste 
venner. De behøver ikke at bruge 
time efter time sammen med sig for 
at vise deres interesse. Bare et par 
minutter eller at gøre et eller andet, 
der visser den pågældende, at han 
betyder noget — selvom det ikke 
overflødiggør behovet for at tilbringe 
længere tid sammen en gang 
imellem." 

„Tonefaldet er især vigtigt. Jeg 
prøver på aldrig at synes utålmodig 
eller travlt optaget — Jeg har op- 
daget, at det ikke tager længere tid 
at lytte til, hvad mine børn har at 
sige, end det ville tage at forklare 
dem, hvorfor deres far ikke har tid 
til at lytte lige nu." 

Præsident Jack L. Green fra Sterling 
Park gren i Virginia har fundet et 
andet problem: hans halvvoksne børn 
har ikke meget tid til overs for ham. 
Og løsningen?" Jeg prøver så vidt 
muligt at få tid til at køre dem og 
deres venner til deres aftaler og 
aktiviteter. På den måde får jeg mu- 
lighed for at være sammen med dem 
og kommer til at kende deres venner 
og at lytte til dem, når de taler med 
deres venner. Når jeg så senere ta- 



ler med dem, ved jeg, hvad og hvem 
de unge mennesker taler om." 
„Men med mindre børn," siger præ- 
sident Green, „finder jeg, at tids- 
punktet, lige efter at jeg kommer 
hjem fra arbejde, er bedst. Som re- 
gel er aftensmaden ikke parat, og 
de yngste børn er utålmodige, når 
far kommer hjem. Så tager jeg dem 
på skødet eller foretager mig et eller 
andet sammen med dem bare et kort 
stykke tid." 

Og biskop Pixton har fundet frem 
til en anden idéel mulighed: Senge- 
tid. Hans kone Barbara siger: „Når 
han er hjemme om aftenen, bruger 
han gerne hele aftenen med at lægge 
børnene i seng den ene efter den 
anden. Det går langsomt - han taler 
længe med hver enkelt. Som regel 
bruger jeg ikke så megen tid med 
dem enkeltvis. Og han spiller som- 
metider på klaveret for de yngre, og 
de danser. Det elsker de." 

„Jeg er heldig," siger biskop Milo 
Le Baron fra Mesa femtende ward i 
Arizona. „Jeg har haft et arbejde, 
der muliggjorde, at jeg kunne enga- 
gere mine egne børn til deltidsar- 
bejde. Det har gjort de ti minutters 
kørsel fra arbejdet og hjem hver dag 
til noget meget værdifuldt — bare 
dem og mig alene i vognen, hvor vi 
kan tale sammen i de få minutter." 
Og så er der ferierne. Hvadenten vi 
tager campingvognen, kører landet 
igennem på kryds og tværs, bygger 
til på huset, eller bare sammen ar- 
bejder i huset og haven, så er ferie- 
tid gerne det samme som familietid. 
Biskop Lloyd D. Wilson fra Pacifica 
ward i Californien er fanatisk lejr- 
sportsmand og lystfisker - men han 
har også fundet en ret enestående 
måde at tilbringe en ferie. „For nogle 
år siden tog min ældste søn, som da 



var i sidste klasse, min anden søn 
og en af deres venner, med mig på 
en cykeltur, der gik fra Ely i staten 
Nevada til Colorado City i staten af 
samme navn. Vi kørte så langt, vi 
kunne holde ud en dag ad gangen, 
og nogle dage blev det til mere end 
225 km. Vi havde planlagt det sam- 
men, og det kom til at betyde en hel 
del for os allesammen." 

Om at tilpasse sig 

Men der er tidspunkter, hvor selv 
den mest omhyggelige planlægning 
må kasseres. En otte-dages forret- 
ningsrejse, der kommer uventet; en 
pludselig travlhed i forretningen eller 
på kontoret, der nødvendiggør over- 
arbejde; uventet tidlig høst; skifte- 
holdsarbejde — det kan altsammen 
forhindre en far i at være hjemme i 
dagevis og i week-end'erne. Og 
medmindre han opgiver sit arbejde, 
er der ikke noget, en far kan gøre 
ved det! 

„Hvad rigtigt gjorde du?" spurgte 
jeg præsident Robert C. Witt fra 
Midland Michigan stav. 
„Jeg valgte en god kone", svarede 
han. Og det er ofte nøglen til en 
travl far's succes med familien. Intet 
kan erstatte faderen i hjemmet - når 
kravene fra arbejdet eller kaldelser 
i kirken holder faderen væk fra bør- 
nene over længere tid, gør deres 
mors indstilling hele udslaget. 
En biskops kone sagde: „Da min 
mand blev biskop, var det i begyn- 
delsen svært for mig, fordi jeg plud- 
selig opdagede, at jeg måtte gøre 
alt arbejdet i haven - plus alt det 
inde i huset. Han var der simpelthen 
ikke, så jeg måtte gøre det altsam- 
men." Hendes mand samtykkede. 
„Det lægger en masse byrder på min 
hustru. Men det giver også mig et 
vigtigt ansvar. Jeg kommer til at 



erindre, at når jeg kommer hjem, og 
opvasken fra dagen før endnu står 
urørt i vasken, og dagligstuen er ét 
rod, og græsplænen trænger til at 
slåes, så må jeg aldrig, aldrig gøre 
vrøvl. Istedet må jeg træde til og 
hjælpe — og kalde nogle af børnene 
ind, så også de kan hjælpe. Min 
hustru gør aldrig vrøvl over det, jeg 
foretager mig, så hvorfor skulle jeg 
kritisere det, hun gør?" 
Biskop Halvorsen mener, at børne- 
nes indstilling til far'ens fravær om- 
hyggeligt må påvirkes. „Jeg er meget 
omhyggelig med aldrig at sige sådan 
noget som, ,Far kan ikke lege med 
dig lige nu for jeg skal til et møde i 
kirken'. Jeg ønsker ikke, at de skal 
få afsmag for kirken, fordi den hol- 
der deres far borte fra hjemmet. Så 
hvad jeg prøver at gøre i den situa- 
tion er at tilbringe nogle få minutter 
med dem og sætte dem i gang med 
et spil eller en leg, og så sige til 
dem, at jeg kommer til at løbe. Og 
jeg siger aldrig, at jeg skal til et 
møde — men hvad det er for noget, 
vi skal behandle, og hvorfor det er 
så vigtigt. 

„Når jeg fortæller dem lidt om, hvor- 
for jeg skal gå, forstår de det bedre. 
Og når jeg tager tid til at lege med 
dem et øjeblik, forstå de, at jeg 
ønsker at være sammen med dem. 
De føler sig ikke skubbet til side 
eller ignoreret." 

Hustruens og børnenes indstilling er 
vigtige faktorer til at kompensere for 
en travlt optaget fars hyppige fra- 
vær. Men lige så vigtig er far'ens 
egen indstilling. 

„Der er nogle, der hvor jeg arbej- 
der," sagde en universitetsprofessor, 
som også er biskop for et ward i 
Californien, „som er meget stolte 
over alt det overarbejde, de udfører. 



8 



De arbejder til langt ud på natten. 
De går altid på biblioteket. Deres ar- 
bejder offentliggøres regelmæssigt. 
De har succes i deres profession. 
„Men de betaler en pris derfor. „De 
fortæller mig, at de gør det for deres 
families skyld . . . men jeg ser mangt 
og meget ske, som synes at modsige 
den begrundelse." 

En sidste dages hellig far må, uanset 
hvor travlt han har i kirken og i kraft 
af sit daglige arbejde, gøre sig klart, 
hvor han helst vil være. Selvfølgelig 
er det ønskværdigt at udmærke sig 
inden for sit fag. Og Herren for- 
venter, at vi allesammen gør noget 
ud af de kaldelser, vi har i kirken. 
„Men intet kommer før min familie," 
siger biskop Robert E. Sorensen, 
jr, fra Linda Mar Ward i California: 
„Der findes dem, der helst ser, at 
jeg giver mit arbejde førsteprioritet. 
Men arbejdet kommer i tredie række, 
nemlig efter min familie og min kir- 
ke. Og mine kolleger og foresatte 
forstår det princip nu. Jeg opfylder 
mine forpligtelser over for dem, og 



jeg snyder ikke for noget af mit 
arbejde eller undslår mig for noget 
af det — jeg er ikke blevet kritiseret 
for min indsats. De er klare over, at 
lørdagene ser de mig ikke på kon- 
toret — jeg vil være sammen med 
min familie og mit ward. Og alt det 
passer endnu bedre på søndagene." 

Mange af disse travlt optagne mænd 
nævnede den forbavselse, som med- 
arbejdere gav udtryk for, når de blev 
klare over, at der var noget, der var 
vigtigere end at få succes og tjene 
en masse penge. Men de udviste kun 
ringe fjendtlighed. „Når alt kommer 
til alt," sagde en biskop, „har min 
chef og mine kammerater også fa- 
milier. Og efter en tids forløb lagde 
jeg mærke til, at også de blev hjem- 
me tiere. Og mærkeligt nok ophørte 
verden ikke med at køre rundt, fordi 
de holdt op med at arbejde over. 

Ja, i virkeligheden er det sådan, at 
verden først rigtigt begynder at fun- 
gere - når du er hjemme hos din 
familie." 



„Det tager ikke længere tid 

at høre, hvad mine børn har 

at sige, end det ville tage 

at forklare dem, hvorfor far 

ikke lige nu har tid til at høre 

efter." 



BRÆNDOFFER 



Thomas J. Griffith 



Enhver, som den efterårsaften var 
kommet forbi Emrys Davis hus, ville 
være standset op for at snuse til 
den særlige duft, der kom fra skor- 
stenen. Den var anderledes end 
den sædvanlige kulrøg. Hvis de hav- 
de kikket indenfor, ville de have set 
noget, der næsten ikke var til at tro 
pa. 

Men lad os først se lidt nærmere på 
mr. Emrys Davis. Han var født og 
boede endnu i en lille landsby i 
Wales med et navn, som kun folk 
fra Wales kan udtale. Hans liv var 
enkelt. Han arbejdede som kontorist 
ved en nærliggende kulmine, og 
flere aftener om ugen besøgte han 
den lokale kro for at drikke en halv 
liter øl og se på, at hans kammerater 
fra landsbyen spillede billiard eller 
kastede med pile. 

Andre aftener blev han hjemme og 
læste i sin Bibel. For inderst inde var 
Emrys Davis en religiøs mand. Han 
havde ved en bestemt lejlighed talt 
med en præst fra en lokal kirke og 
var blevet indbudt til at blive med- 
lem. Det havde han dog nægtet og 
havde irriteret præsten ved at sige, 
at hans prædikener kun var fine 
ord og ikke stemte overens med 
skrifterne. Det var flere år siden nu, 
og der var ikke kommet yderligere 
indbydelser. 

En tragedie havde ramt ham, da 
hans elskede hustru efter blot to års 
ægteskab var død i barselseng. På 
en eller anden måde kunne han ikke 
få sig selv til at tro, at han og Gwey- 




neth, som han holdt så meget af, 
aldrig mere skulle ses. 
Den bestemte aften, da han sad ved 
arnen og læste i sin Bibel, lød der en 
banken på døren. Da han åbnede 
den, stod der to unge mænd foran 
ham. Endnu før han nåede at spørge, 
hvad de ønskede, sagde den ene af 
dem: „Vi er missionærer for Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 
Vi vil gerne have lov til at fortælle 
om vores kirke og lære." 
Emry Davis var lige ved at lukke 
døren i for dem, idet han tænkte 
som så: „Deres prædiken er nok 
bare lige så fine ord," men så så han 
nærmere på de unge mænd. Der var 
noget anderledes ved dem, som han 
ikke straks kunne forstå, hvad var. 
Men i deres ansigter så han sand- 
hed, oprigtighed og mod. 
Stik imod sin stædige wallisiske op- 
dragelse hørte han sig selv sige: 
„Kom indenfor." Mens flammerne fra 
ilden afspejledes i deres ansigter, 
fortalte de to unge mænd ham en 
historie, der fik Bibelen til at blive 
levende. Hvad han først havde troet 
blot ville blive flere fine ord, var 
noget, der kom til at indvirke på hele 
hans væsen. Ved midnatstid forlod 
de unge mænd ham med indbydelse 
til at vende tilbage. 
Nogle få aftener senere kom de til- 



10 




bage og fortsatte den evangeliske 
diskussion. Og så kom der fortryl- 
lende aftener, hvor hans hjertes bøn- 
ner blev besvaret, Missionærerne 
forklarede ham loven om evigt ægte- 
skab, at han og hans afdøde hustru 
kunne genforenes gennem antagelse 
og efterlevelse af evangeliets for- 
kyndelse og ved at blive beseglet i 
Herrens tempel. 

Selve hans inderste syntes at kom- 
me til live, og han vidste, at han 
havde fundet sandheden. Men der 
var dog én ting, han måtte over- 
vinde, før han kunne blive døbt: han 
elskede sin tobak. Øllet på kroen 
ville ikke blive noget problem, men i 

årenes løb havde han samlet sig en 
hel lille samling af piber. Der var 
både bruyere-piber og ler-piber og 
piber fra forskellige lande. De var 
blevet til en del af hans liv. 
Han havde bedt om at måtte blive 
døbt, men nu spekulerede han på, om 
han havde mod nok til at overvinde 
den del af sit liv. Piberne var an- 
bragt i et glasskab, som stod på 
kaminhylden. Og dér kikkede de ned 
på ham som et afgudsbillede, der 
søgte tilbedelse. 

Den aften knælede han ved siden af 
sin seng og bad om et svar. Da mor- 



genen kom med lyset skinnende over 
de wallisiske bjerge, kom også sva- 
ret til ham. Herren havde gennem sin 
profet sagt, at tobak ikke er godt for 
mennesket, og at Guds Ånd ikke kan 
dvæle i urene tabernakler. 
Den næste søndag indbød Emrys 
Davis efter nadvermødet sin grens 
medlemmer til at besøge ham hjem- 
me. Han havde lavet wallisisk kage 
og lemonade, og efter at forfrisknin- 
gerne var blevet serveret, bad han 
om sine gæsters opmærksomhed. 
„I nogen tid," sagde han, „har jeg 
stået over for et vanskeligt problem; 
men da vi i aften sang afslutnings- 
salmen, kom løsningen til mig. Vi 
sang: „Ofre nedkalder himlens vel- 
signelser." Og så forklarede han pro- 
blemet med piberne. 
Da han var færdig, rakte han op mod 
kaminhylden og tog skabet med pi- 
berne. En for en kastede han dem 
ind i ilden og betragtede dem, mens 
de blev ædt af flammerne. 
Omkring ham stod missionærerne og 
bag ham grenens medlemmer. Og 
udenfor blev luften krydret af duf- 
tene fra de brændende, fine piber — 
men indenfor dvælede Guds Ånd. 



11 





JOSEPH SMITHS 
LlÆGE 



LeRoy S. Wirthlin 



Kirkens medlemmer har altid været 
begejstret for historien om den otte- 
årige Joseph Smiths mod, dengang 
da hans ben blev betændt, og det 
syntes som om den eneste løsning 
var, at benet skulle amputeres. Vi 
husker hans villighed til at udholde 
smerten ved en alternativ operation, 
når blot han kunne få lov til at holde 



fast i sin fars arm, istedet for at blive 
bedøvet med alkohol. Som læge har 
jeg altid spekuleret over Joseph 
Smiths operation og især over Jo- 
seph Smiths læger, der med held 
gennemførte den. 

Det var dog i 1813 og i den mest 
øde del af staten New Hampshire. 
Betændelsen i Josephs ben (oste- 




12 



omyelitis) opstod efter en epidemi af 
tyfus, som angreb alle børnene i 
Smith-familien. Dengang og lige til 
opdagelsen af antibiotika i vort år- 
hundrede, var benmarvsbetændelse 
en meget alvorlig sag. Lige siden 
Hippokarates' dage i oldtidens Græ- 
kenland har standardbehandlingen 
været en meget enkel anvendelse af 
grødomslag og plastre på det an- 
grebne sted. Det havde kun liden 
virkning: når der forekommer infek- 
tion i knoglen, vil store stykker af 
knoglen dø, og legemet, der udvikler 
nyt knoglemateriale, omkredser det 
døde materiale med et nyt, levende 
lag. Uvægerligt vil den døde knogle 
udskilles og placeres midt i den 
tomme hulning, hvor den bestandigt 
vil udskille væske og sprede betæn- 
delsen til andre dele af kroppen, 
hvorefter døden vil indtræffe. Sæd- 
vanligvis vil det i de senere stadier 
være nødvendigt at amputere benet. 
I 1874 blev operationsteknikken, med 
det formål at fjerne de døde dele og 
gøre afsondring af væske mulig, 
beskrevet og almindeligt anerkendt. 
Den form for operation, kendt som 
sequestrectomy, blev standard pro- 
cedure efter den første verdenskrig. 
Men det var et århundrede senere. 
Her er imidlertid Lucy Mack Smiths 
beskrivelse af operationen i 1813: 
„Lægerne begyndte at opere ved at 
bore ind i hans knogle, først på den 
side, hvor det var angrebet, og der- 
efter på den anden side, hvorefter de 
brækkede et stykke af med et par 
pincetter. På den måde tog de store 
stykker knogle væk." 
Hvad Lucy Smith her har beskrevet, 
er den teknik, der blev kendt i 1874! 
Hvordan var en sådan kirurgisk be- 
drift mulig treds år før sin tid i det 
ganske lille samfund, der kaldtes 
Lebanon i staten New Hampshire? 



Svaret er et, som sidste dages hel- 
lige næppe vil kalde tilfældig. I en 
lidet kendt note til Manuscript History 
of the Church har Joseph Smith 
nævnt sine læger ved navn: „Smith, 
Stone og Perkins" fra Dartmouth 
Medical School i Hanover, New 
Hampshire, 8 km fra familien Smiths 
hjem. 

Disse læger var ikke af den almin- 
delige, dårligt uddannede slags 
landsbylæger, som dengang fandtes. 
Nathan Smith, der var udgået fra 
Harvard i Cambridge i staten Massa- 
chusetts og stifter af Dartmouth Me- 
dical School og senere stifter af 
yderligere tre sådanne læge-lære- 
anstalter i New England, var også 
præsident for New Hampshires læge- 
selskab og havde, før han behand- 
lede Joseph Smith, påtaget sig 
hvervet som den første professor i 
medicin og kirurgi ved Yale lærean- 
stalt i New Haven, Connecticut. Men 
han havde udsat sin flytning til New 
Haven, for at han kunne fortsætte 
behandlingen af ofrene for tyfus- 
epidemien i 1813 egnen omkring 
Hanover, New Hampshire. 
Cyrus Perkins var Nathan Smiths 
tidligere elev og udgået fra Dart- 
mouth. Perkins var senere vendt til- 
bage til egnen for at blive professor 
i anatomi og for at arbejde sammen 
med sin tidligere lærer i lægepraksis. 
Stone var sandsynligvis også en tid- 
ligere elev af Smith. En gennemgang 
af listerne over tidligere elever i 
Dartmouth Medical School viser, at 
der var adskillige med navnet Stone. 
Endnu mere bemærkelsesværdigt er 
det, at Nathan Smith var en af det 
unge Amerikas største læger, og at 
han på egen hånd havde udviklet en 
operationsteknik for osteomyelitis så 
tidligt som i 1798, som han offent- 
liggjorde i 1827, men at den ikke 



13 



blev brugt i mere end to generatio- 
ner. Med andre ord var han, der var 
generationer forud for sin tid, det 
eneste menneske i Amerika, som 
kunne have reddet Joseph Smiths 
ben. 

Uden universitetsuddannelse begynd- 
te Nathan Smith at uddanne sig selv 
til landsbylæge i 3 år, hvorefter han 
påbegyndte sin egen praksis i Cor- 
nish i staten New Hampshire. Util- 
freds med sin uddannelse, søgte han 
ind på det nyligt oprettede læge- 
studium ved Harvard i Cambridge 
kun 3 år efter. Han blev dette univer- 
sitets femte kandidat, der tog læge- 
eksamen. Herefter vendte han til- 
bage til sin landsbypraksis i 1790. 
Og nu følte han det som sin mission 
at hæve lægestandarden og effek- 
tiviteten hos sine lægekolleger. Han 
overtalte Dartmouth-kollegiets ledere 
til at oprette et lægestudium og til- 
bragte et år i Edinburg i Skotland, 
hvor han samlede udstyr, bøger og 
klinisk erfaring. Hans første forelæs- 
ning i 1797 var begyndelsen til Dart- 
mouth's lægekollegium. 
I 13 år underviste han alene i ana- 
tomi, kemi, kirurgi, lægemidler samt 
teori og praksis i medicin, indtil han 
i 1810 fik bevilget hjælp fra Perkins. 
Ingen af dem fik løn for undervis- 
ningen: undervisningshonorar og de- 
res fælles lægepraksis udgjorde de- 
res indtægt. Da Smith havde uddan- 
net mange af lægerne i det nordlige 
New England, blev han ofte konsul- 
teret i vanskelige tilfælde, hvilket 
betød lange rejser, ofte op til mere 
end 150 km på hesteryg ad primitive 
veje. Rutinemæssigt indbød han mel- 
lem 10 og 20 af sine lægestude- 
rende elever til at tage med på disse 
ture som en del af deres uddannelse. 
Dette mønster brugtes også i Joseph 
Smiths tilfælde. Efter at dr. Stone 



uden succes havde udført to ope- 
rationer på Joseph Smiths syge ben, 
insisterede hans mor, at endnu en 
operation blev udført og krævede, at 
drengen blev tilset af et „råd af 
kirurger". Nathan Smith, hans med- 
arbejder Cyrus Perkins og læge- 
studerende fra Dartmouth kom for at 
foretage det nødvendige indgreb. 
Først blev en amputation foreslået. 
Lucy Mack Smith bad i stedet om, at 
det blev forsøgt ved operation at 
fjerne de angrebne dele af knoglen. 
Hendes beskrivelse af proceduren er 
nøjagtig og svarer til beskrivelsen af 
operationen, der findes i stedets 
tidlige lægestuderendes notatbøger. 
Operationen lykkedes, og Josephs 
sår heledes. Den kendsgerning, at et 
sår efter en åben knogle-operation 
heledes så villigt, er virkelig miraku- 
løs; men Nathan Smith havde opnået 
en række usædvanligt gode resul- 
tater. Han anbefalede aldrig ampu- 
tation efter sine operationer. Joseph 
brugte krykker i 3 år, men hans liv 
og hans ben blev sparet. 
Efter operationen og epidemien for- 
lod Nathan Smith og Joseph Smith 
New Hampshire - Nathan Smith for 
at blive professor ved Yale Medical 
School og Joseph Smith for at vende 
tilbage til Vermont, hvor han blev i 
3 år, før han flyttede til Palmyra i 
staten New York, hvor han senere 
påbegyndte sin store gerning. 
Det er vanskeligt at tro på, at det var 
et tilfælde — en dreng, der var stærk 
nok til at nægte en amputation til 
trods for to fejlslagne operationer; 
en mor, der forlangte en forsøgs- 
mæssig procedure uden at vide, at 
Nathan Smith var den eneste læge 
i USA, som havde god erfaring med 
at behandle osteomyelitis; og den 
udramatiske forening af den rette 
mand og det rette tidspunkt. 



14 



„Jeg har aldrig set Mpr og Far så 
glade som den dag, da vi som en 
familie sammen gik gennem templet. 
Vi knælede allesammen omkring al- 
teret og holdt hinandens hænder, og 
vi tænkte: .Minsandten om ikke dette 
er det dejligste, der kunne ske! Vi 
er for evigt en familie.' " 
„Den dag, vi blev beseglet i templet, 
var den dag, da jeg virkelig blev 
forelsket i min mand." 
„Den dag, vi tog til templet og blev 



beseglet for tid og al evighed, var 
virkelig den mest vidunderlige dag i 
vort liv, én, som vi altid vil mindes 
med glæde." 

„Lige fra det øjeblik, da vi gik ind i 
den hellige bygning for at blive be- 
seglet til hinanden, var følelserne af 
fred og ro helt overvældende. Aldrig 
før havde vi følt os så forenede med 
hinanden og med vor himmelske 
Fader." 
Hvert år bliver mange helliges drøm- 



DERES LIVS BEDSTE DAGE 



Jay A. Parry 



1 






II 







* 



me opfyldt: Sammen med deres 
hustru eller mand, med hvem de 
allerede er gift for tid, bliver de i 
templet beseglet for al tid og evig- 
hed. Nogle af dem er medlemmer, 
som egentlig aldrig har været rigtigt 
aktive. Nogle af dem er blevet gift 
med tidligere ikke-medlemmer. Nog- 
le er i årevis blevet holdt tilbage af 
en eller anden dårlig vane. 
Hvordan udvikler de sig fra at være 
ikke-medlemmer eller passive med- 
lemmer eller kommer ud af en dårlig 
vane, så de kan få del i den glæde, 
der findes i templet? 
„For nogle få år siden," siger et 
medlem, „mente jeg ikke, der var 
noget mere interessant end at spille 
billiard, drikke og ryge sammen med 
kammeraterne og gå meget ud. Nu 
kan jeg ikke begribe, hvordan og 
hvorfor jeg gjorde alt det. Da vi 
flyttede til Texas, gik det ligesådan. 
Jeg gik ikke meget i kirke, og jeg 
interesserede mig ikke for religion. 
Så gik min kone til vores biskop og 
bad ham hjælpe. Han gik naturligvis 
til ældsternes kvorumspræsident, 
som knælede i bøn og derefter be- 
stemte sig til selv at blive vores 
hjemmelærer. Og så skete der noget 
mærkeligt. Da han besøgte os første 
gang, lod jeg ham komme ind — af 
en eller anden årsag, for jeg havde 
ellers aldrig vill lade hjemmelærere 
komme indenfor. Han snakkede som 
en ven og som en, der var interesse- 
ret i mig. Han spurgte, om jeg var 
interesseret i sport; og det var godt, 
for jeg elskede sport. Han fortalte, 
at de spillede basketball og bad mig 
være med på holdet. Jeg var glad 
for at gøre det. At træffe de gode 
mænd på holdet fik mig til at føle, 
at jeg var mellem venner på en helt 
anden måde end dem, som jeg hav- 
de rundt omkring på værtshusene." 



Men denne bror kom stadig ikke i 
kirken: „Hver måned indbød hjem- 
melærerne ham til at komme, og 
„hver måned fandt jeg på en und- 
skyldning. Jeg var bange for at tage 
det afgørende skridt. Men præsiden- 
ten fik mig aldrig til at føle mig dår- 
ligt tilpas eller skamfuld over mine 
undskyldninger; jeg var altid lykkelig 
og tilfreds, når han var hjemme hos 
os. Og så døde min far. Jeg forstod 
pludselig, at jeg hele livet havde 
skuffet ham, og lovede mig selv, at 
jeg aldrig mere ville skuffe ham og 
min mor. Den følgende søndag gik 
jeg for første gang i kirke i Houston. 
Folk accepterede mig, fuldstændig 
som om jeg aldrig havde været 
passiv." 

Derfra var det kun et spørgsmål om 
at fortsætte på den nyligt fundne vej 
til at nå templet sammen med hans 
kone og deres børn. 
Mange menneskers tilværelse for- 
andres stille og langsomt, når de 
mærker andres kærlighed, mens de 
kæmper med omvendelse. 
I 1972 blev et ægtepar og deres seks 
børn beseglet i templet. „Jeg har 
aldrig set min far og mor så lykke- 
lige, som den dag vi gik sammen ind 
i templet som en familie. Den glæ- 
dens dag var kulminationen af mere 
end 20 års indsats," fortalte en dat- 
ter. Hustruen forklarede: „Jeg vok- 
sede op i en stærk SDH-familie men 
giftede mig med et ikke-medlem 
fordi jeg troede, at jeg kunne om- 
vende ham. Han sluttede sig til kir- 
ken i 1953, men jeg fandt snart ud 
af, at han kun havde gjordt det for 
at slippe for mit evindelige plageri. 
Han begyndte endog efter dåben at 
ryge og drikke, og det havde han 
aldrig gjort før. Jeg tror nok, jeg i 
de år plagede ham forfærdeligt. 
Selvretfærdigt tog jeg børnene med i 



16 



kirke, hvorefter jeg, når vi kom hjem, 
skændtes med ham, fordi han ikke 
var gået med." 

Hvad forårsagede så den endelige 
forandring? „Jeg bad så stærkt de 
år, at jeg aldrig tog mig tid til at lytte 
efter Herrens svar. Og når jeg en- 
delig hørte efter, ignorerede jeg det. 
Men tilsidst var jeg så desperat, at 
jeg følte, at jeg ikke havde anden 
udvej end at gøre det på Herrens 
måde: „Du må få ham med ved at 
elske ham," hviskede Ånden til mig. 
„Lad ham selv sætte tempoet." Så 
endelig gjorde jeg det, og inden 
længe var vi i templet." 
På samme tid rakte Herren ud efter 
denne mand på andre måder. Hans 
kolleger på arbejdet var begyndt at 
gøre nar ad Joseph Smith, og han 
følte, at han måtte blive klar over, 
om det, de sagde, var sandt. Hvis 
det var det, ville han forlade kirken. 
„Jeg begyndte at læse Mormons 
Bog. Jeg havde aldrig før gjort mig 
umage for at forstå den. Det blev en 
vidunderlig oplevelse. Og jeg lærte, 
hvordan jeg skulle forsvare kirken 
over for kammeraterne på arbejdet, 
og at den virkelig kunne forsvares. 
Jeg blev, så jeg ligefrem længtes 
efter at kende sandheden. Jeg kom 
tilbage til kirken. Og hele tiden for- 
bløffedes jeg over den stilfærdige 
støtte, min kone gav mig. I stedet 
for at plage, i stedet for at sige: „Det 
var jo det, jeg sagde," sådan som 
hun engang ville have gjort det, når 
jeg begyndte at komme tilbage, tog 
hun ganske enkelt min hånd og 
sagde, at hun ønskede at hjælpe 
mig med at gøre det, som ville gøre 
mig lykkeligst." 

Studium og deltagelse i kirkens 
møder — og endog et velovervejet 
vidnesbyrd fastesøndag — efterfulg- 
tes af en gennemgang af missionær- 



lektierne, opgivelse af drikkevanen 
og en vanskelig kamp for at opgive 
rygningen. „Jeg troede, det ville 
være let for mig at holde op med at 
ryge, selvom jeg havde røget i syv 
år - fordi jeg almindeligvis er tem- 
melig viljestærk. Men jeg prøvede 
og prøvede igen at holde op, men 
jeg kunne ikke. Hver gang jeg be- 
stemt havde lovet mig selv at holde 
op, skete der et eller andet, og 
pludselig fandt jeg mig selv påny 
med en cigaret i hånden og pustede 
røg ud af munden. Jeg havde hørt 
historier om, hvordan Herren havde 
taget trangen bort fra folk, som søg- 
te ham i bøn derom, men det hjalp 
ikke mig. Måske var min tro ikke 
stærk nok, eller måske ønskede 
han, at jeg skulle vokse yderligere 
gennem kampen. Jeg vidste bare, at 
jeg ikke kunne holde op. Tilsidst gik 
jeg alligevel til Herren i bøn idet jeg 
lovede, at jeg aldrig mere ville ryge, 
ligegyldigt hvor vanskeligt det måtte 
blive. Det var ikke let — ja, selv nu 
har jeg en stærk lyst til at ryge, når 
jeg lugter tobak — men fra det øje- 
blik og til nu har jeg aldrig brudt 
min pagt." 

„Jeg tror ikke, at dette ville være 
sket, hvis vi havde lagt en plan. 
Vores hjemmelærer lærte os, at det 
bedste vi kunne gøre, var at sætte 
bestemte mål for, hvad vi måtte gøre 
i tilværelsen, før vi kunne komme til 
templet, og derefter naturligvis at 
nå disse mål til den bestemte tid. 
Først besluttede vi os til, at vi ville 
gå til alle vore møder. Det var vans- 
keligt for mig, fordi jeg arbejdede 
om aftenen og natten, og præste- 
dømmets møde begyndte henved en 
time efter min sengetid. Men jeg gik 
alligevel. For det andet måtte jeg 
begynde at efterleve visdomsordet; 
for det tredje måtte vi betale tiende, 



17 



og så videre. Disse målsætninger 
blev afgørende. De gav os en sidste 
frist, inden hvilken vi måtte udføre 
hvert enkelt skridt og en sidste dag 
for, hvornår vi ønskede at komme i 
templet. Det var den eneste måde, 
der ville være effektiv for os." 
Et ægtepar i England fik indbydelse 
til et særligt seminar for dem, som 
aldrig havde været i templet. „Hver 
uge hørte vi vidnesbyrd fra mange 
mennesker, som var blevet velsignet 
ved at holde Herrens befalinger, og 
fra mennesker, som havde måttet 
forandre deres levevis for at kunne 
komme til templet. Det hjalp os vir- 
kelig. Og vi fik hver gang et nyt pro- 
jekt af evangelisk art, som vi skulle 
arbejde på den kommende uge." Da 
seminaret var overstået, følt de sig 
beredt til at rejse til templet og 
kunne underkaste sig de nødven- 
dige interviews. „Den 9. november 
1973 var vi i stand til at modtage 
vore begavelser og blev beseglet til 
vore børn, Jon og Jamey, for tid og 
evighed. Det var virkelig den mest 
vidunderlige dag i vort liv." 
En anden søster fortæller, hvordan 
hendes familie endelig blev i stand 
til at rejse til templet: „Måske var 
den væsentligste grund til, at jeg 
blev passiv i kirken, at jeg ikke efter- 
levede visdomsordet, og jeg altid 
følte mig skyldig og uværdig, når jeg 
kom sammen med medlemmer, der 
opfyldte deres forpligtelser. Så blev 
min mand forflyttet til en anden stat, 
og hjemmelærerne fandt os. Det var 
bror Fakatou og bror Marcek. Der 
var én ting ved dem, der slog mig, 
og det var, at de ikke gjorde meget 
ud af, at jeg ikke efterlevede vis- 
domsordet, men i stedet for disku- 
terede andre faser af evangeliet med 
os. Efterhånden som deres besøg 
fortsatte, blev deres interesse for og 



kærlighed til os mere og mere klar, 
og vi mindedes dengang, da alting 
var meget bedre. Bror Marcek hen- 
tede vore to piger, for at de kunne 
se de kaniner, han avlede. Søster 
Fakatou ringede mig op, og vi kunne 
snakke som gamle veninder. Ja, hele 
wardet syntes at interessere sig for 
os, selv om vi aldrig gik i kirke. De 
hjemmelærere og vore nye venner 
i wardet var årsag til, at vi kunne 
begynde at efterleve visdomsordet 
og de andre af Herrens befalinger, 
og endelig komme til templet. Vi så, 
hvor lykkelige de var for at gøre det 
rigtige og vidste, at vi også kunne. 
Den dag, vi blev beseglede, var den 
lykkeligste i vort liv." 
Vidnesbyrd som disse er utallige, og 
de omstændigheder, de beskriver, er 
ligeså afvekslende som de involve- 
rede mennesker. Men derer én følelse, 
som alle deler, der har haft den op- 
levelse sammen at berede sig til 
templet. „Det var ikke nær så vans- 
keligt, som vi troede, det ville være," 
siger et par fra Canada. „Vi troede 
ikke, vi nogen sinde ville klare det — 
men det var, før vi virkelig havde 
vurderet os selv for at se, hvilke 
forandringer vi måtte gøre." Mange 
synes at mene, at et menneske skal 
være fuldkommen for at kunne rejse 
til templet. Men de, som i oprigtighed 
bereder sig til disse velsignelser, 
lærer, at et menneske aldrig kan 
gøre sig håb om at blive fuldkom- 
men uden templet. Begavelsen og 
beseglingen gives de hellige, som 
opfylder visse krav, for at hjælpe 
dem til yderligere at forbedre sig. 
Listen over krav, der må opfyldes, er 
ikke lang, men den forekommer 
sommetider formidabel for dem, som 
ikke rigtigt har betragtet den ud fra 
forståelse af, hvad de må gøre for 
at kvalificere sig. For at komme ind 



18 



Barnestjernen 
1 1 /1978 





Jeger 

Guds 
kære barn 



Ældste Robert D. Hales 
af de halvfjerds' første Kvorum 





Det er et virkeligt pri- 
vilegium for mig at 
skrive til børn, som 
læser Den danske 
Stjerne og at fortælle 
dem om en spæn- 
dende og vigtig evangelisk kends- 
gerning — en, som vi allesammen 
bør forstå og huske hele livet igen- 
nem. 

Den kendsgerning findes i ordene 
i sangen „Jeg er Guds kære barn" 
(Syng med mig nr. B-76) og er 
skrevet af søster Naomi W. Ran- 
dall og sat til musik af Mildred 
Pettit. Den kendsgerning, at en- 
hver af os er et Guds barn, er ikke 
noget alle ved. Vi kommer til at 
forstå dette og alle andre af evan- 
geliets principper ved at studere 
skrifterne og ved at lytte til vore 
profeter. 

I Den kostelige Perle ser vi, at 
længe førend vi kom til denne 
jord, boede vi som åndelige børn 



sammen med vor Fader i himlen, 
hvor der blev holdt et stort råd. 
Vi fik at vide dengang, at vor him- 
melske Fader ville gøre det muligt 
for vore ånder at komme til jorden 
for at få fysiske eller dødelige 
legemer. Her ville vi få erfaringer og 
prøvelser; men fordi han elsker 
os så meget, ville han gøre det 
muligt for os at vende tilbage og 
igen leve sammen med ham. Alle 
vor himmelske Fader børn var der. 
Vi var så glade over vor Faders plan 
at vi „råbte af glæde" (Job 38:7). 

Men vi måtte være med til at af- 
gøre, hvem af hans åndelige børn, 
der skulle vælges til at komme til 
jorden og udføre den plan. 

Lucifer var af vor himmelske 
Faders mest strålende, åndelige 
børn. Han bad om at måtte blive 
sendt til jorden, hvor han ville 
tvinge os alle til at vende tilbage 
til Faderens nærvær, uden at vi 



1 






selv skulle afgøre, om vi ønskede 
eller ikke ønskede at gøre det 
rette. 

Lucifer var forfængelig og meget 
selvisk, for han ønskede al ære og 
herlighed for at gennemføre vor 
himmelske Faders plan. Da hans 
forslag blev forkastet, blev Lucifer 
vred og oprørsk. Han og en tre- 
diedel af ånderne, som valgte at 
følge ham, blev kastet ud fra him- 
melen. Lucifer, hvis navn betyder 
„den skinnende", fik at vide, at 
han fra nu af ville blive kendt som 
Satan eller djævelen. 
Satan og hans tilhængere fik lov 
at komme til jorden for at friste 
os og prøve på at få os til at gøre 
det forkerte, men ingen af dem 
fik kødelige legemer. De er mi- 
sundelige på vores og gør alt, 
hvad de kan, for at forhindre os i 
at komme tilbage til vor himmelske 
Faders nærvær. 

Jesus, Gud Faderens ældste Søn, 
tilbød at udføre den plan, som var 
blevet brugt i mange verdener før 
vores, og som ville tillade os at 
bruge vor handlefrihed eller mulig- 



heden for selv at vælge, hvordan 
vi ønsker at leve. Da Jesus, vores 
ældre bror, elsker os, ønskede 
han at påtage sig et dødeligt 
legeme ligesom vores for at vise 
os, hvordan man lever rigtigt. Og 
så indvilligede han i at ofre sit liv, 
for at vi på én eller anden him- 
melsk måde allesammen kunne 
opnå tilgivelse for vore synder, 
hvis vi omvender os fra dem og 
vælger at leve retskaffent mens vi 
er her på jorden. 

Jesus vidste klogeligt, at somme- 
tider er fristelserne så store, at vi 
vælger at gøre det forkerte. Men 
efter hans plan kan vi erkende 
vores fejl, omvende os og blive 
tilgivet. At omvende sig betyder 
at være rigtig ked af det, at for- 
andre eller holde op med det, vi 
gør forkert, at søge tilgivelse, og 
så af hele vort hjerte at forsøge at 
leve bedre. 

Som ånder forstod vi og erkendte 
de vidunderlige velsignelser ved 
at få fysiske legemer og få lov til 
selv at vælge, hvad vi vil gøre. 
Vi vidste også, at hver gang vi 






:■;;««: 



vælger at gøre det rigtige, ville vi 
vokse i kundskab og udvikle vores 
karakter og lederevner, så vi 
kunne blive fuldkomne, ligesom 
vor himmelske Fader er fuldkom- 
men. 

Og derfor valgte vi at følge den 
måde, Jesus tilbød at udføre vor 
himmelske Faders plan på. 
Fordi vi ved, at enhver af os er et 
Guds barn, er de smukke tanker, 
der rummes i den sang ganske 
særligt betydningsfulde. Når vi 
rigtigt kommer til at forstå ordene 
„Jeg er Guds kære barn", vokser 
vores vidnesbyrd. Og så må vi 
håbe, at vi i højere grad bliver 
fast besluttet på at få mod til at 
sige „nej", når vi fristes til at gøre 
noget forkert. 

Vor Fader i himlen elsker os mere 
inderligt, end vi kan forstå. Han 
har sagt, at han „har talt sit folk", 

og at enhver af os er betydnings- 
fuld for ham. Han ønsker, at vi 
skal vende tilbage til ham og Je- 
sus. Han ønsker, at vi skal kom- 
munikere med ham i bøn, at for- 
tælle ham om vores kærlighed til 



ham og vise vor kærlighed ved at 
efterleve hans befalinger. Gennem 
lydighed kan vi i højere grad 
komme til at ligne ham og udvikle 
de karakteregenskaber, som han 
ønsker, at hans børn skal have. 
Jordelivet er et vigtigt skridt i vor 
udvikling, hvor vi som brødre og 
søstre kan lære at kende den 
glæde, det er at tjene hinanden 
og berede os til evigt liv sammen. 
Adam og Eva var de første for- 
ældre på jorden. De benyttede 
deres handlefrihed til at beslutte 
sig til, hvilke love de ville følge. 
De valgte at blive forældre og lade 
børn komme ind i deres hjem, 
hvor de i kærlighed kunne lære 
dem evangeliet. Jeres forældre 
valgte også at bringe jer og jeres 
søskende ind i verden, så også 
andre af vor himmelske Faders 
børn kunne komme til jorden. 
Vores erindringer om den førjor- 
diske tilværelse (vort liv i himlen 
som åndelige væsener) er glemt, 
når vi fødes fysisk. Imidlertid kan 
Helligånden bære vidnesbyrd for 
enhver om, at vi virkelig er Guds 



åndelige børn såvel som jordiske 
børn af vore fædre og mødre. Det 
gør os lykkelige og giver mening 
i tilværelsen at vide, hvem vi er, 
hvad vi skal gøre, og hvor vi er på 
vej hen. 

Vor himmelske Fader planlagde, 
at vores venlige og kærlige jor- 
diske forældre også kan være 
sammen med os i himlen, hvor vi 
vil leve sammen som evige fami- 
lier. Ligesom vi viser kærlighed 
til vor himmelske Fader ved at 
adlyde hans love og befalinger, 
ærer vi vore jordiske forældre ved 
at elske og adlyde dem. 
For at kunne vende tilbage til vor 
himmelske Faders nærvær må vi 
bruge vores handlefrihed til altid 
at vælge det rette. Kun gennem 
lydighed mod hans befalinger og 
ved oprigtigt at fortryde det, hvis 
vi gør noget galt, er det muligt. 
Ved at lytte til og acceptere de 
råd og de belæringer, vi får af 
vore forældre, lærerne i primary 
og søndagsskolen, og andre, som 
holder af os, kan vi blive ledet og 
vejledt til at gøre det, der er rig- 
tigt. Selvom det ikke er muligt for 
dem altid at gå ved siden af os, 
kan vi mærke deres kærlighed og 
bønner. Deres eneste ønske er, at 
vi skal være lykkelige. De ved af 
erfaring, at det ikke er muligt, 
medmindre vi lever retskaffent. 
Vi kan også få vejledning fra Hel- 
ligånden hvis vi lever, så vi er 
værdige dertil. Hver uge deltager 
vi i nadveren for at den kan erin- 
dre os om Jesus Kristus, og hvad 
han gjorde for os. Vi har fået at 
vide, at hvis vi „holder hans be- 



falinger og altid erindrer ham, 
vil vi altid have hans Ånd med os. 
Med Helligåndens vejledning kan 
vi finde tilbage til vor himmelske 
Faders nærvær. 

Da „Jeg er Guds kære barn" først 
blev skrevet, hed det i en af linier- 
ne: „Lær mig alt hvad jeg må vide 
for en dag at komme til at leve 
med ham", Men søster Randall 
forandrede ordene efter forslag af 
præsident Kimball. 
For adskillige år siden, endnu før 
Spencer W. Kimball blev præsi- 
dent for kirken, besøgte han en 
konference i Californien, hvor pri- 
mary-børn sang den sang. Bagef- 
ter sagde han til et besøgende 
medlem af primarys hovedbesty- 
relse: „Jeg elsker børnenes sang, 
men der er ét ord, der generer 
mig. Mon søster Randall ville have 
noget imod, hvis vi forandrer det 
ord?" 

Forandringen blev foretaget, for 
præsident Kimball havde påpeget 
en meget betydningsfuld sand- 
hed — for selvom det er vigtigt at 
lære at forstå, hvad der er rigtigt, 
er det endnu vigtigere at gøre det, 
der er rigtigt. Kun på den måde 
kan vi være sikre på en dag at 
vende tilbage til vor Fader, hans 
søn, Jesus Kristus, og vore kære. 
Så nu hedder det i sangen: „Lær 
mig hvad jeg gøre må, for hjem 
til ham at nå". 

Stor glæde kommer til os, når vi 
fuldtud forstår meningen med 
ordene: „Jeg er Guds kære barn". 




Fra ven til ven 

Biskop J. Richard Clarke 

Andenrådgiver i Det præsiderende 
Biskopsråd 




En af de interessanteste muligheder 
jeg har haft, siden jeg blev medlem 
af Det præsiderende Biskopråd, har 
været at arbejde med kirkens vel- 
færdsprogram. Det program blev 
påbegyndt i 1936, da Heber J. Grant 
var kirkens præsident, og er nu vok- 
set til at omfatte mange forskellige 
områder af vor tilværelse. 
De fleste af jer ved allerede, at vel- 
færdstjenesten tager sig af de fattige 
og trængende og hjælper dem, der 
ikke har så meget i deres hjem, som 
vi har. Måske har du haft lejlighed 
til at besøge et af vores kirkes land- 
brug sammen med din familie og 
arbejde på et velfærdsprojekt der? 
Jeg kender én familie, som tog de- 
res børn med sig til et velfærdsland- 
brug i Saltsødalen. De tre-, ti- og 
elleveårige børn fik lejlighed til sam- 
men med deres far at luge ukrudt 
væk på en sukkerroemark. Da ar- 
bejdet efterhånden blev anstrengen- 



de, standsede den ti-årige pige plud- 
selig op, vendte sig mod sin far og 
spurgte: „Hvorfor gør vi egentlig det 
her, far?" 

Han forklarede, at alt det, de gjorde, 
var at hjælpe sukkerroerne til at 
vokse bedre. Når roerne var store 
nok, var blevet høstet og behand- 
lede, ville sukkeret blive bragt til 
biskoppernes forrådshus. Det fær- 
dige sukker bliver så, sammen med 
alle de andre forskellige slags føde- 
midler fra velfærdslandbrug rundt 
omkring i kirken, anbragt på hylder- 
ne i biskoppernes forrådshus til brug 
for de medlemmer af kirken, som 
ikke har penge nok til at købe den 
mad, de behøver. 

Med velfærdstjenesteprogrammet 
omfatter mere end det. Det betyder 
at lære at planlægge, hvordan man 
på mange områder kan hjælpe sig 
selv og sine familier. 
For mere end hundrede år siden til- 



rådede præsident Brigham Young 
mødre og fædre i kirken på denne 
måde: 

„Hvis de små piger ønsker sig duk- 
ker, skal de så have dem? Ja. Men 
skal de bringes til syersken for at 
blive klædt på? Nej. Lad pigerne 
lære at klippe og sy tøjet til deres 
dukker, og i løbet af få år vil de vide, 
hvordan de kan lave en kjole til sig 
selv og andre. Lad de små drenge 
have værktøj, og lad dem selv lave 
deres slæder, små vogne osv., og 
når de vokser op, er de godt kendt 
med brugen af værktøj og kan bygge 
en vogn, et hus og hvad som helst 
andet." (Discourses of Brigham 
Young, s. 210). 

Unge venner, det er lige så nødven- 
digt nu, som det var dengang, at pi- 
ger og drenge lærer at lave noget. 
Tidspunktet for at lære forskellig 
kunnen, er mens man vokser op. I 
drenge og piger bør lære i dag, 
hvordan man laver mad og syer og 
bygger. I kan få det sjovt, mens I 
lærer det, samtidig med at I hjælper 
jeres familie. 

Vores profet, præsident Spencer W. 
Kimball, har foreslået andre måder, 
hvorpå vi kan hjælpe os selv og 
andre. Han har bedt enhver familie i 
kirken opbevare et års forråd af fø- 
devarer og tøj. Han har også bedt 



hver eneste familie dyrke en køkken- 
have. Jeg kender en familie i Vir- 
ginia med otte små børn, som havde 
en stor have, hvor hvert enkelt barn 
havde sin egen række planter at 
passe. Mens han lærte at passe sin 
egen del af haven, blev hele familien 
hjulpet derved. 

To drenge i en anden familie fik til 
opgave at føre en liste over alle de 
fødevarer, familien opbevarede. De 
skulle også sørge for det meget 
vigtige at kontrollere familiens lager 
og lade forældrene vide, når et eller 
andet var ved at udgå og nye for- 
syninger skulle indkøbes. 
Hvadenten de passer en have, holder 
regnskab med de opbevarede føde- 
varer, syer tøj, laver mad, bygger 
eller bidrager med anden nyttig kun- 
nen, så er det sådan, at jo mere du 
ved og gør, des mere kan du hjælpe 
din familie. Hvor er det dog spæn- 
dende at vokse op og lære at kunne 
noget, som vil hjælpe jer til en dag 
at blive gode mødre og fædre! 
Det er bare nogle ganske få måder, 
hvorpå unge mennesker kan blive en 
del af kirkens velfærdstjeneste-pro- 
gram. Efterhånden som I lærer at 
hjælpe jeres familie og tjene jeres 
naboer og venner, vil I finde større 
lykke, og vor himmelske Fader vil 
velsigne jer for jeres trofasthed. I 




Lære og Pagter læser vi: 
„Sandelig, sandelig siger jeg jer: I 
er små børn og har endnu ikke for- 
stået, hvor store velsignelser Fade- 
ren har i sine hænder i beredskab 



for jer . . . Vær dog ved godt mod . . . 
Riget er jeres, og dets velsignelser er 
jeres ... og evighedens skatte er 
jeres . . . Gør derfor det, jeg har 
befalet jer . . ." (L & P. 78:17-18,20). 



Tal gåde 

af Carol Conner 



)8, .*° 



2-7 • 



' 2.8 



• 26 




Blot til mor skab 




Ser du en vase 
eller to ansigter? 




Hvor 
ender 
midter- 
stangen? 



Du kan for evigt gå 

op og ned af disse trapper 




8 



i templet må man være moralsk ren, 
støtte og opretholde sine ledere, be- 
tale fuld tiende, være ærlig i sin 
omgang med sine medmennesker, 
efterleve visdomsordet, holde sab- 
batsdagen hellig, komme til sine 
møder og stræbe efter at følge kir- 
kens regler og lære. 
Et ægtepar, som ønsker at rejse til 
templet sammen med deres børn for 
at blive beseglet til dem, bør, even- 
tuelt sammen med deres hjemmelæ- 
rere eller præstedømmeledere, tage 
et overblik over deres egen livs- 
førelse for at finde ud af, hvad de 
behøver at gøre. Sædvanligvis vil de 
opdage, at de kvalificerer sig på de 
fleste områder. Derefter kan de be- 
stemme sig til en skridt-for-skridt 
plan, der ganske nøje siger, hvordan 
og hvornår de vil berede sig i alle 
kategorier. De fleste finder, at det 
ikke er så vanskeligt, som de troede, 
det ville være — vanskeligheden 
ligger kun i at få sig forpligtet og 
begynde. 

Belønningerne ved at bringe beseg- 
lingsordinanserne ind i vores tilvæ- 
relse er store. En datter sagde: „Før 
far tog os allesammen med til temp- 
let, var han dominerende og højrø- 
stet, og han blev ofte hidsig. Nu er 
han stilfærdig, venlig og kærlig. 
Mens jeg var helt ung, hadede jeg 
ham lejlighedsvis. Jeg kunne sige 
til mor, at han bare var en fremmed 
mand i hjemmet. Men nu er hans 
hele væsen så kærligt; han gør så 
meget for at efterleve befalingerne, 
at jeg næsten ikke kan tro, at det er 
den samme mand. Det er vidunder- 
ligt. Og jeg ved, at det altsammen 
skyldes, at han forandrede sig selv 
med Herrens hjælp, for at han kunne 
bringe os til templet og få os beseg- 
let som familie." 
„Efter at han havde forandret det, 



som holdt ham passiv og ude fra 
templet, følte min bedstefar sig 
meget ked af de år, han havde mi- 
stet. Nårsomhelst senere et barn 
blev velsignet, sad han ganske stille 
og græd, fordi han ikke engang var 
kommet i kirke, når hans børn blev 
velsignet, og han havde aldrig brugt 
sit præstedømme til selv at udføre 
ordinanserne. Men han var også 
meget blød; han blev meget ydmyg og 
havde tilsidst fred med sig selv." 
„Jeg plejede at hade mig selv for 
de dårlige vaner, jeg havde. Jeg 
vidste, at jeg holdt mig selv og min 
mand tilbage åndeligt. Og så over- 
vandt jeg, én efter én dem allesam- 
men, da vi beredte os til at komme 
i templet. Nu følte jeg mig som et 
nyt menneske. Og nu ved jeg, at mit 
liv er antageligt for vor himmelske 
Fader. Det er den mest vidunderlige 
følelse, jeg har kendt." 
Beseglingens endelige velsignelse 
oplever vi aldrig i dette liv. Ved et 
fastemøde fornylig fortalte en søster 
ved navn Sharon om sin lille søn, 
Paul. Paul var druknet i en sø ikke 
langt fra hjemmet, og Sharon fortalte 
om, hvordan hun og hendes mand, 
Max, havde følt en fuldstændig håb- 
løshed, der grænsede til fortvivlelse. 
De havde i årevis været barnløse; Paul 
var først kommet efter adskillige 
aborter og megen bøn. Lige fra be- 
gyndelsen havde de kunnet mærke 
hans kærlighed og intelligens og hans 
stærke, lydige personlighed. Paulstil- 
stedeværelse i familien havde haft 
stor virkning; hans død var meget 
tragisk. 

Tre uger efter tragedien stod Sharon 
i sit ward og fortalte om, hvordan 
hun havde reageret på denne prø- 
velse. Hendes øjne var tørre, men 
de, som kender hender, ved, at hun 
græd indvendig. (Fort. side 25) 



19 



SPØRGSMÅL OG SVAR 



Sporgsmål af almindelig evangelisk 
interesse, besvaret som vejledning, men 
ikke som officielle erklæringer om 
kirkens politik. 



Hvorfor er det vigtigt, at vi højt siger 
amen „efter"? 




Robert F. Clyde, 

præsident for Heber Utah East stav: 

Benyttelsen af ordet amen kan føres 
tusinder af år tilbage. Ja, lige så 
længe kirken har været på jorden, 
har amen passende afsluttet både 
bønner og taler. 

1 Det gamle Testamente sluttede 
David den 106te salme med ordene: 
„Lovet, være Herren, Israels Gud, 
fra evighed og til evighed! Og alt 
folket svare amen"! (SI. 106:48). 
Da han talte gennem Moses om 
benyttelsen af billeder under gud- 
stjenesten, sagde Herren: „Forbandet 
være den, som laveret udskåret eller 
støbt billede, Herren en vederstyg- 
gelighed, værk af en håndværkers 
hænder, og stiller det op i løndom! 
Og hele folket skal svare: „Amen!" 
(5. Mos. 27:15). 

I tidernes midte afsluttede Frelseren 
„Fadervor" med amen, og Paulus 
belærte korinterne om det. (1. Kor. 
14:16). 

Ældste Bruce R. McConkie af De 
tolvs Råd har sagt: „Der findes tyve 
tilfælde, hvor udtrykket er nævnt i 



Bibelen, næsten dobbelt så mange i 
Mormons Bog, og næsten samtlige 
åbenbaringer i Lære og Pagter slut- 
tes på den måde." (Mormon Doc- 
trine, Salt Lake City 1966, s. 32). 
Vor tids præsiderende brødre har 
rådet os på denne måde: „En be- 
mærkelsesværdig ligegyldighed med 
anvendelsen af ordet amen ved slut- 
ningen af bønner og taler har vist 
sig i kirkens forsamlinger. Amen bør 
fremsiges højt af alle medlemmer 
for at tilkendegive deres godkendel- 
se af og enighed i det, der er blevet 
sagt. En fornyet fremhævelse af, at 
alle siger amen er nødvendig i alle 
møder og forsamlinger overalt i kir- 
ken". (Præstedømmets Bulletin, 9. 
årg. nr. 5, 1973, s. 4). 
Når vi så stærkt instrueres om og 
tilrådes til at afslutte bønner og taler 
med et amen, er der brug for påny 
at finde frem til grundene til den 
praksis. Mange mennesker føler, at 
de, ved at sige amen, kun viser de- 
res enighed eller udtrykker „lad det 
ske sådan", men i virkeligheden be- 
tyder det langt mere end det. 
I bund og grund er Guds hellige et 
pagt-sluttende folk. Vi deltager i en 
pagt ved dåben, ved at tage nad- 
veren, ved modtagelsen af præste- 
dømmet, ved at få vore tempel-be- 
gavelser og ved den evige ægteskabs- 
besegling. Forsamlingens udtrykte 
amen er en form for pagt-slutning, 
hvorved vi ikke blot lydeligt giver 
udtryk for vores tilslutning til det, 
der er blevet sagt, men hvorved vi 



20 



lover at adlyde de belærte princip- 
per. 

Hvis vi lytter til en prædiken eller en 
bøn og erkender, at der hviler en 
forpligtelse på os til at bekræfte 
vores tilslutning med et lydeligt 
amen, vil vi opnå forskelligt. 

For det første vil vi i højere grad 
koncentrere os om det, der bliver 
sagt, og når vi hører henvisninger 
til principper, som vi tidligere har 
forstået, og pagter, der er indgået, 
vil der fra vor side blive tale om 
større genindvielse. Det, som vi har 
lovet ved dåbsbassinet, i interviews 
med præstedømmeledere og i temp- 
let, vil blive fornyet i vore hjerter, 



og vore anstrengelser for at være 
retskafne vil øges. 

For det andet vil det sætte os i stand 
til oftere at love lydighed, for det 
var Gud, der sagde: „At adlyde er 
mere værd end et slagtoffer, og at 
være lydhør er mere værd end væd- 
derfedt" (1. Sam. 15:22). 
For det tredie vil vort forenede amen 
fostre enhed og samhørighed i for- 
samlingen, og åndelighed vil styrkes 
blandt vore medlemmer. 
At sige amen er at følge vore inspi- 
rerede lederes råd af årsager, der 
synes tilstrækkelige for Gud og der- 
for tvungne for os. At følge en sådan 
kurs har altid og vil altid øge vor 
egen lykke. 



Vort indtil nu eneste barn døde for- 
nylig. Vi ved, at han er en del af vor 
evige familie, men vi spekulerer på, 
hvad vi kan gøre, når vi får andre 
børn, for at gøre ham til en del af 
vor familie i dødeligheden. 




Marvin R.VanDam, 

rådgiver i Holladay Twentieth wards 

biskopsråd, Salt Lake Olympus stav: 

Fortsættelsen af familiens erindring 
om vores lille Patrick begyndte, da 
jeg indviede hans grav en smuk 
august-eftermiddag i 1972. 
Patrick var født i Abington i staten 
Pennsylvania, og på grund af fød- 



selsvanskeligheder levede han kun i 
seks dage. Vi boede ikke langt fra 
en smuk lille kirkegård, men vi be- 
stemte os til, at han skulle begraves 
et sted, der ikke var langt fra, hvor 
vi ønskede at bygge vort fremtidige 
hjem — eller i det mindste et sted, 
hvor vi let kunne aflægge besøg, 
fordi firmaopgaver i mange år ville 
kræve hyppige flytninger. 
Vi lod ham derfor begrave i Utah, 
hvor vi var vokset op, og hvor vore 
forældre boede. Siden da har vi boet 
i to forskellige europæiske lande på 
firmaopgaver, og er nu tilbage i 
Utah. Vi er taknemmelige for, at vi 
dengang tog den beslutning. 
I min bøn ved gravens indvielse bad 
jeg inderligt om, at vores familie 
måtte være værdige til en dag at 
slutte os ti! Patrick dér, hvor han nu 
er. Seks år senere beder vi ofte om 
den samme velsignelse og synes, at 
det er en betydningsfuld opmuntring 
for familien og en udfordring til at 
arbejde hen mod det mål. 
Vi beder ikke alene om, at vi en dag 



21 



må mødes og igen være sammen 
med denne særlige søn og bror, men 
også at vi må føle det naturligt at 
bede om hans fortsatte succes og 
velfærd. Ikke destomindre ved vi, at 
alt står godt til med ham, fordi det 
er Herrens løfte, at små børn, som 
dør, er fuldkomne og værdige til 
hans rige. 

Eftersom vi nu er så lykkelige, at vi 
lever nær den kirkegård, hvor Pat- 
rick er begravet, går vi fra tid til 
anden derhen for at holde familie- 
bøn. Sommetider siger et af bør- 
nene: „Kan vi ikke få lov til at stoppe 
op ved Patricks grav og holde bøn 
dér?" Hver gang vi gør det, giver 
det os en særlig undervisningsmu- 
lighed for at tale med børnene om 
det, der er vigtigt, helligt og evigt- 
gyldigt. 

Da vi synes, at Patrick er lige så 
meget en del af vores familie som 
ethvert levende, jordisk barn, synes 
vi, det er værdifuldt at mindes hans 
fødselsdag og endog at spise en 
fødselsdagskage til hans ære. At 
lade børnene på den måde se vores 
fuldstændige tro på som forældre, at 
Patrick er noget virkeligt, at hans 
lille legeme vil opstå, og at vi igen 
for evigt som familie vil forenes, er 
en fordel, vi som forældre ikke øns- 
ker at gå glip af. 

Da fire af vore børn er født, efter at 
Patrick døde, er vi taknemmelige for 
den mindebog, som vi har lavet for 
at huske ham. Deri har vi hans atte- 
ster, fotografier fra hopsitalet og af 
begravelsen, samt korrespondance 
i den forbindelse og andre små 
skatte. Når vi viser børnene denne 
mindebog, forbliver Patrick virkelig 
for dem, som kendte ham, og bliver 
virkelig for de børn, som aldrig 
nåede at se ham i live. 



Min kone og jeg er taknemmelige 
for den kendsgerning, at Herren 
tillod denne lille drengs fødsel og 
død at blive én af de mest vidunder- 
lige og åndelige familieoplevelser, vi 
er blevet velsignet med efter ind- 
gåelse af vort ægteskab. Herren 
gjorde Patricks nærvær og selv hans 
død til en god ting for os, og vi 
skatter ikke blot mindet om Patrick 
selv, men også mindet om de få helt 
særlige og hellige dage, vi tilbragte 
sammen. Dengang studerede vi så 
omhyggeligt, det var muligt, kirkens 
lære og skrivelser om små børn, som 
dør. Som forældre og som familie 
kan vi ikke i tilstrækkelig grad ud- 
trykke, hvor taknemmelige vi er for 
disse løfter og den fremtid, de inde- 
bærer. Jeg vil gerne tilføje, at vi 
ikke som familie bestandigt tænker 
på og taler om Patrick, men vi gør 
en alvorlig indsat for ikke at glemme 
ham eller at glemme den særlige 
familieudfordring og det løfte, han 
har givet os. 



„Når forandringens heftige 
storme kommer og bølgerne 
skyller over oss, så har vi en 
stang som vi kan holde os til 
og føle os sikre." 

— Spencer W. Kimball 



22 



Jeg er blevet kaldet til at være vores 
grens hjælpeforeningspræsidentinde, 
og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. 
Jeg hører ikke til den ledende type 
mennesker. 




Eugenia T. Herlin, 
prsæsidentinde for Boston stavs 
hælpeforening. 

Det har altid forekommet mig, at 
Herren må have mindst to hoved- 
grunde til at kalde os til de stillinger, 
han gør. Den ene er naturligvis, at 
vi skal tjene, belære og hjælpe andre 
til udvikling. Den anden er, at vi selv 
skal kunne udvikles. Hvis vi kaldes 
til at være ledere, kan vi være sikre 
på, at Herren vil udvikle de nødven- 
dige evner i os — hvis vi er villige til 
at sætte den nødvendige energi ind. 
Og det kræver en hel del energi, 
især det at få os selv organiseret. 
Det øjeblikkelige og presserende 
behov er oplysning. Enhver kvinde, 
som er klar over hjælpeforeningens 
alsidighed, er forståeligt nok bange 
for sin kaldelse som præsidentinde. 
Hun må gøre sig til en øjeblikkelig 
autoritet på alle programmets en- 
keltheder. Hvordan? 
For det første er der lige fra begyn- 
delsen den grundlæggende, samlede 
kilde til oplysning: håndbogen, bøn- 
somt læst, genlæst og understreget. 
Den bog indeholder den indsamlede 
åbenbaring, instruktion, erfaring, 



bedømmelse og rådgivning for hjæl- 
peforeningen, og den definerer hele 
programmet. Ånden vil udvirke for- 
ståelse hos den nye præsidentinde, 
som læser disse paragraffer en for 
en. 

Efter at have læst håndbogen og 
søgt vejledning fra Herren, bør hun 
besøge den afgåede præsidentinde 
for at finde ud af de stærke og de 
svage sider hos den lokale hjælpe- 
forening og for at modtage opteg- 
nelser og materialer. 

Det er ikke småting, præsidentinden 
behøver at vide om hver enkelt 
kvinde, hun betjener: Er hun aktiv 
eller passiv? gift eller enlig? hjem- 
mearbejdende eller udearbejdende? 
hvor bor hun? hvilke talenter og er- 
faringer har hun? Når præsident- 
skabet mødes og bønsomt vælger de 
andre funktionærer og lærerinder, 
vil det være nyttigt i detaljer at gen- 
nemgå hver enkelt kaldelses pligter 
og opgaver for at kunne sammen- 
ligne dem med hver enkelt søsters 
evner og muligheder. En tydelig liste 
over hendes opgaver og ansvar og 
de møder, hun forventes at overvære, 
bør gives hende af biskoppen, når 
hun kaldes, så der ingen misforstå- 
elser bliver senere hen, og således 
at biskoppen kan fremhæve betyd- 
ningen af den til rådighed værende 
lederuddannelse. Han har sædvan- 
ligvis ikke disse oplysninger umid- 
delbart ved hånden, medmindre 
hjælpeforeningspræsident inden eller 
uddannelsesrådgiveren sørger for de 
bliver skrevet ned, så de kan gen- 
nemgås og derefter blive givet til 
den kaldede søster. En tydelig over- 
sigt over, hvad der forventes, er den 
bedste garanti for hengiven tjeneste. 
Det samme gælder ved kaldelse af 
besøgslærerinder. Omhyggelig kvart- 



23 



årlige interviews med besøgslæ- 
rerinder er en kilde til vedvarende 
åndelig opløftelse og vækst for dem 
og for præsidentskabet, og de hjæl- 
per til at sikre vedvarende omsorg 
for den enkelte søster. 
Vores regionalrepræsentant, Bryant 
W. Rossiter, har givet os nogle for- 
træffelige idéer og forslag. Han 
siger: (1) En dygtig leder er en, som 
muliggør succes for de mennesker, 
han leder. (2) Alle opgaver bør gives 
i tydelig form og med et bestemt 
tidspunkt, på hvilket de bør udføres. 
(3) En bestemt dato for rapportering 
om resultater og fuldførelse af op- 
gaven bør aftales, samtidig med at 
opgaven gives, og rapporten bør 
indhentes som planlagt. 
Omhyggeligt planlagt, fastlagt og 
efterfulgt rutine er grundlaget for 
ledelse af hjælpeforeningen. Det be- 
tyder den grundlæggende rutine, der 
ikke kræver langvarige diskussioner 
og afgørelser men kan klares på 
effektiv måde ved opdeling af op- 
gaverne blandt præsidentskabets 
medlemmer, således at hver enkelt 
ved, hvad hun skal lede og give rap- 
port om. Det betyder også, at der er 
en fast dagsordenprocedure for alle 
møder. 

Nogle områder i kirken har usæd- 
vanlige problemer. I Boston Massa- 
chusetts stav omfatter hver enkelt 
gren og hver ward, med nogle en- 
kelte undtagelser, et geografisk om- 
råde så stort som eller større end 
hele Salt Lake-dalen med søstre 
spredt omkring i smågrupper eller 
enkeltvis i så mange som tredive 
byer eller by-områder. Vi har fore- 
slået som hjælp at lave et detaljeret 
kort over wardet eller grenen, hvor 
hver enkelt søsters bopæl er indteg- 
net. 
Kirken får nye tilhængere så hurtigt, 



og medlemmerne i almindelighed 
flytter så ofte fra et sted til et andet, 
at effektiv og konstant ajourføring af 
medlemskortene og de tildelte di- 
strikter for besøgslærerinderne er et 
bestandigt og uomgængeligt krav. 
Benyttelsen af optegnelserne kan 
betyde forskellen i et medlems til- 
værelse mellem aktivitet og udvikling 
eller at blive glemt og tilsidst gå 
tabt. Altid at være parat til at mod- 
tage nye søstre og at byde dem vel- 
kommen er en behagelig og vigtig 
del af en hjælpeforenings-funktio- 
nærs rolle i kirkens missionerings- 
program. 

Det forudgående er nerven i ledelsen 
— organiseret, parat til at virke og 
beredt til at modtage „livsånde" 
(1. Mos. 2:7). Måske kan jeg bedst 
illustrere, hvordan Herren blæser liv 
ind i organisationen ved at fortælle 
om en telefonopringning, jeg fik for- 
nylig. En forholdsvis ny hjælpefore- 
nings-præsidentinde ringede til mig 
en tidlig morgen, ophidset og lykkelig 
og meget bevæget som resultat af et 
særligt funktionær- og lærermøde, der 
var blevet holdt aftenen før. De var 
kommet sammen fastende og yd- 
mygt søgende Herrens Ånds velsig- 
nelse over deres arbejde. Én søster 
fortalte, hvordan hjælpeforeningen 
og arbejdet som besøgslærerinde 
havde bragt hende tilbage til aktivi- 
tet, og om den kærlighed og hen- 
givenhed, der var blevet vist hende. 
En anden fortalte om de store vel- 
signelser, som bønsomt studium af 
og undervisning ud fra skrifterne 
havde givet hende; en tredie om 
betydningen af den kærlighed og 
det søsterskab, som man delte i 
hjælpeforeningen; og en fjerde om 
den virkelige betydning af og me- 
ning med et vidnesbyrd og kundskab 
om Jesu Kristi og evangeliets gud- 



24 



dommelighed. Gennem musik og in- 
dividuelle vidnesbyrd styrkedes og 
udvikledes de, Herrens Ånd forenede 
disse søstre, og der var fryd og fred 
i alles hjerter. Disse kvinders kærlige 
og glade ånd vil visselig blive til 
velsignelse for hele wardet. 

(Fort. fra side 19) 

„Brødre og søstre, jeg vil gerne tak- 
ke jer allesammen for den hjælp og 
støtte, I har været i de sidste få 
uger. Det har været meget vanske- 
ligt;" hun standsede op og så ned på 
talerstolen. Da hun igen begyndte, 



fik hun noget galt i halsen og måtte 
kæmpe for at tale tydeligt. „Men jeg 
vil gerne have, at I skal forstå, at jeg 
mere end nogen sind ved, at vor 
himmelske Fader elsker mig. Det er 
noget helt specielt for os at vide, at 
lille Paul allerede har nået det mål, 
som Max og jeg har arbejdet for 
hele livet. Jeg er kun taknemmelig 
for, at vi er blevet beseglet som fa- 
milie af det hellige præstedømme. 
Hvis det ikke havde været tilfældet, 
ville alt dette have været umuligt at 
bære; men nu ved jeg, at hvis vi er 
værdige, vil vi igen få lov at være 
sammen." 



Lederskab 



En dygtig leder er en, som muliggør succes for de 
mennesker, han leder. 

Alle opgaver bør gives i tydelig form og med et 
bestemt tidspunkt, på hvilket de bør udføres. 

En bestemt dato for rapportering om resultater og 
fuldførelse af opgaven bør aftales, samtidig med 
at opgaves gives, og rapporten bør indhentes som 
planlagt. 

— Bryant W. Rossiter 



25 




26 



JOHN TAYLOR 

ET BREV FRA LANDFLYGTIGHEDEN 



John Taylor, kirkens tredie præsident, blev født den 
1. november 1808 i Milnthorp i England. Han blev ordineret 

til apostel den 19. december 1838 af Brigham Young og 

Heber C. Kimball. Han blev opretholdt som præsident for De 

tolv Apostles kvorum den 6. oktober 1877 og opretholdt 

som kirkens præsident den 10. oktober 1880 i en alder af 

71. Præsident Taylor dødeden 25. juli 1887 i Kaysville 

i Utah, 78 år gammel. 



Historien om præsident Taylors om- 
vendelse til kirken blev, sammen 
med et kort gennemgang af hans 
livshistorie, offentliggjort i Den dan- 
ske Stjerne for februar 1975. Som 
dette bidrag i serien om kirkens 
præsidenters skrivelser og prædi- 
kener har vi valgt uddrag af et brev, 
skrevet af præsident Taylor og hans 
første rådgiver, George Q. Cannon. 
Brevet blev oplæst for kirkens med- 
lemmer, der var samlet til general- 
konferencen i april 1886. 

I denne periode var kirken udsat for 
alvorlig forfølgelse. Anti-mormoner i 
Utah og andre steder førte an, sam- 
men med den lokale og nationale 
presse og med hjælp fra mange 
præster fra andre religionssamfund, 
i en kampagne af sladder og had 
mod kirken med hovedvægten lagt 
på flerkoneriet. Som resultat heraf 
udstedte De forenede Staters re- 



gering strenge love, der nægtede 
dem, der levede i polygami, ret til 
at stemme, have offentlige stillinger 
og at virke som nævninge. Og de, 
der indgik polygamt ægteskab, risi- 
kerede bøder på op til 500 dollars 
og fem års fængsel. 
Disse love var udelukkende beregnet 
på at diskriminere de sidste dages 
hellige. De føderale embedsmænd, 
der blev sendt til Utah arbejdede 
ihærdigt sammen med de anti-mor- 
moner, der allerede boede i Utah, 
på at udpege og forfølge de med- 
lemmer af kirken, som levede poly- 
gamt. Hustruer og børn blev tvunget 
til i retten at vidne mod deres ægte- 
mænd og fædre. Som resultat deraf 
følte retskafne og lovlydige mænd 
sig tvunget til at „gå under jorden". 
Blandt dem var mange af kirkens 
ledere, præsident Taylor og hans 
førsterådgiver, præsident George Q. 
Cannon medregnet. 



27 



(Joseph F. Smith, andenrådgiver i 
Det øverste Præsidentskab, udførte 
på det tidspunkt en mission 
Hawaii). 

Og således skete det, at mens de 
var på flugt fra truende forfølgelse, 
skrev præsident Taylor (og præsi- 
dent Cannon) det følgende brev. 



Til trods for de alvorlige forfølgelser, 
som vi lider under idag, er der dog 
meget at være taknemmelig for. Vort 
land er fyldt med mad i overflod. 
Intet råb fra menneske eller dyr rej- 
ser sig fra vore grænser til himlens 
Gud om fødevarer; ingen tiggere 
beder om almisser i vore gader, og 
ingen fortvivlet sjæl får nægtet det 
nødvendige til opfyldelse af sit be- 
hov. Og med disse velsignelser i 
form af god føde, godt tøj og til- 
strækkeligt husly har vi også den 
uvurderlige velsignelse af den fred 
med Gud, som han giver enhver tro- 
fast hellig — fred i vore hjerter, fred 
i vore hjem, fred i vore nybygder - 
en fred, som verden ikke kan give, 
og som, lovet være Gud, den ikke 
kan tage fra os. Lad derfor vore 
hjerter, brødre og søstre, være fyldte 
med taknemmelighed og pris til vor 
Gud for hans godhed og barmhjer- 
tighed mod os som et folk. Han har 
givet løfter med hensyn til Zion; vær 
sikre på, at han ikke vil glemme dem. 
Zion kan sige med profeten Esajas' 
ord: „Herren har svigtet mig, Herren 
har glemt mig". (Es. 49:14). 
Men Herren svarer: 
„Glemmer en kvinde sit diende barn, 
en moder hvad hun bar under sit 
hjerte? Ja, selvom de kunne glem- 
me, jeg glemmer ej dig . . . 
Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, 
dine mure har jeg altid for øje." (Es. 
49:15,16). 



På intet tidspunkt har Herren ledet 
sit folk til at forvente, at de ikke var 
nødt til at udholde prøvelser eller 
ikke at få deres tro grundigt prøvet. 
Hurtigt efter at denne kirke var blev 
organiseret, fik hans folk at vide: 
„Thi jeg har besluttet i mit hjerte, 
siger Herren, at prøve jer i alt, om I 
vil forblive tro i min pagt til døden, 
så I kan findes værdige. Thi om I 
ikke vil forblive tro i min pagt, så er 
I mig ikke værd." (L & P 98:14,15). Vi 
behøver næppe at minde jer om, at 
hvis I lever gudfrygtigt i Jesus Kri- 
stus, mens Satan har magt, vil I 
komme til at lide forfølgelse. 
Under forsyn af den Almægtige tje- 
ner forfølgelse et særdeles nyttigt 
formål. Enhver trofast hellig må for- 
stå og anerkende det. Hver enkelt 
føler dens virkninger på sig selv; 
han ser dens virkninger på sine na- 
boer og venner. Forfølgelse skaber 
karakter. Under dens indflydelse 
kommer vi alle til bedre at kende os 
selv, end vi gjorde, før vi kendte 
dens pres; og vi opdager karakter- 
egenskaber hos vore brødre og 
søstre, som vi måske tidligere var 
helt ukendte med. Den forfølgelse, 
vi har lidt under i disse sidste atten 
måneder, har, selvom den har været 
smertelig, ikke været uden værdi for 
sidste dages hellige og indgivet os 
ny iver, nyt mod og ny beslutsom- 
hed. Den har også fået mange, som 
var letsindige og uvidende til at 
hæve sig over deres letsind og at 
forny deres flid i arbejdet for Gud. 
Den har også afsløret manges hyk- 
leri og fået dem der foregav ven- 
skab og fællesskab, til at kaste mas- 
ken, og vise deres sande jeg. Men 
det er på de unge i vort samfund, at 
indvirkningen af denne forfølgelse 
stærkest har kunnet mærkes. Mange 
af de unge af begge køn synes at 



28 



have været af den mening, da alt 
åndede fred, og ingen krig blev ført 
mod deres forældre og venner, at de 
uden fare for sig selv eller deres 
tro kunne dyrke fællesskab med 
verden. Navnene „sidste dages hel- 
lige" og „ikke-jøder" betød det sam- 
me for dem. De syntes ikke at kunne 
se nogen grund til, at de ikke kunne 
være i fuldkommen harmoni med 
begge klasser, Enhver erfaren sidste 
dages hellig ved, hvor farligt det er 
at bygge på det grundlag. Men af 
denne forfængelige drøm er de ble- 
vet vækket af denne rå forfølgelse. 
Skillelinien mellem de sidste dages 
hellige og verden er blevet trukket 
så skarpt op, at de finder sig selv 
(medmindre de bliver apostater) 
tvunget til at tage parti ved deres 
venners og forældres side; og for- 
skellen mellem deres religion og det, 
der er i modsætning dertil, viser sig 
tydeligt for deres hjerter og samvit- 
tighed med en styrke, der aldrig 
tidligere har været kendt af dem. 
Denne forfølgelse driver den opvok- 
sende generation sammen med over- 
raskende styrke. Den gør indtryk på 
de yngste børn i samfundet som de 
kommende år ikke kan bortviske. De 
lærer sandheden af Frelserens ord 
gennem den pinefulde oplevelse, 
som vore fjender nu giver dem. „Var 
I af verden, så ville verden elske sit 
eget; men fordi I ikke er af verden, 
men jeg har udvalgt jer af verden, 
derfor hader verden jer" (Johs. 
15:19). 

Som verden vel allerede ved, kan 
den tro, der blev forkyndt af Herren 
Jesus til apostlene, og af dem til 
verden, og som frembringer de 
samme frugter nu som dengang, kun 
blive udslukt i et rent folk ved at de 
bliver udryddet. Det er den tro, som 
Herren har gengivet til jorden, og 



det er den som vi ejer. Så længe 
mænd og kvinder, som modtager 
den, forbliver rene, vil den tro leve 
og vokse og frembringe frugter af 
retfærd. Det har alle sidste dages 
hellige bevist. Men tro skal dyrkes. 
Ved dyrkning vokser den. Vor tid er 
en tid, hvor sidste dages hellige bør 
hengive sig til deres religion med alt 
hvad deres sjæl evner. De bør leve 
sådan, at de kan glæde sig over 
Helligånden og dens gaver til dem. 
De gaver behøves af enhver mand 
og kvinde for at gøre dem i stand til 
at udholde de prøver, de kommer ud 
for. 

På dette tidspunkt vil det nok ikke 
være upassende igen højtideligt at 
advare kirkens ledere og medlem- 
mer mod al opførsel, der har tilbøje- 
lighed til at være umoralsk og uhø- 
visk. Vi bliver stedse, og for det 
meste falskeligt, beskyldt for at for- 
kynde og praktisere seksuelle ud- 
skejelser under religionens kappe. 
Ingen beskyldning kan være mere 
falsk; for intet filosofisk system, 
ingen morallove, ingen religiøse 
trosartikler siden verden først blev 
befolket, har nogen sinde forkyndt 
strengere og mere eftertrykkeligt 
end Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige den altoverskyggende 
nødvendighed af personlig renhed i 
forholdet mellem kønnene. Og det er 
de hellige helt klar over. Lad os 
derfor sørge for, at vore handlinger 
svarer til vores tro; for vi kan regne 
med, at ingen nok så fremtrædende 
opposition, intet familiebånd og 
ingen rigdomsindflydelse kan frelse 
os fra straffen, hvis vi bryder Guds 
lov i denne henseende. For kun 
nogle få uger siden blev det De tolv 
Apostles kvorums triste pligt at ude- 
lukke ét af sine medlemmer, som 
havde overtrådt kyskhedsloven, af 



29 



fællesskabet. Han var en mand med 
god uddannelse, med sund dømme- 
kraft og lang tids erfaring i kirken, 
men hverken det eller hans ophøjede 
stilling i præstedømmet kunne redde 
ham fra den lovs straf, som han så 
letsindigt havde brudt. Og som det 
er med ham, sådan er det med alle 
andre. Loven bestyres af kirkens 
ledere med retfærdighed og upar- 
tiskhed uden nag til nogen men med 
skyldigt hensyn til Guds befalinger 
og ærende hans hellige navn. Hør 
det, I Israels hus! I, som søger at 
opnå det celestiale rige hos vor 
Fader — ingen undtagen den rene af 
hjertet kan se Gud; ingen undtagen 
dem, som har helliggjort alle deres 
følelser og lyster ved fuldstændig og 
absolut underkastelse under hans 
love, kan opholde sig i hans nærvær! 
Lad os også huske, at samfundets 
tilstand som et hele afhænger af de 
enkeltpersoner, som udgør det; så- 
dan som dets enkelte dele er, sådan 
er det i sin helhed. Hvis de enkelte 



mennesker i samfundet er kloge, 
retskafne, intelligente, ærlige, ær- 
bare og rene, så vil det samfund 
adskille sig fra andre samfund på 
grund af sine særlige dyder. For at 
anvende det princip individuelt med 
ønsket om at se Kristi kirke beredt 
som en brud til Frelseren, må vi hver 
især efterleve vores religion og i 
dagligdagen være eksempler på de 
dyder, som vi ved må pryde bruden, 
før hun kan komme ind til Herrens 
nærvær. Dette spørgsmål om per- 
sonlig renhed, tro, flid og godt ar- 
bejde er et, som vi ikke kan udde- 
legere til vores næste eller gøre til 
andre mænds og kvinders ansvar; 
men hver enkelt må gøre sin pligt, 
hver enkelt bære sit eget ansvar, 
udføre sine egne opgaver, hver 
enkelt sætte sit eget hus i orden, 
hver enkelt bære sit eget ansvar, 
re, hver enkelt leve nær til Herren, 
hvis han forventer, at Gud drager 
nær til ham. 



„Var I af verden, så ville verden elske 

sit eget; men fordi I ikke er af verden, 

men jeg har udvalgt jer af verden, 

derfor hader verden jer " 

(Johs. 15:19) 



30 



TEENAGE-PIONER 



MARGARET JUDD 
CLAWSONS EVENTYR 

Gordon Irving 



Margaret Judd, en 17 årig pige, som 
i 1849 drog over prærien med sin 
familie, skrev en beretning om den 
oplevelse, som er virkelig levende 
og udstråler en sans for humor. 
Margaret var født i Ontario i Cana- 
da, hvor hendes forældre sluttede 
sig til kirken, da hun var fem år 
gammel. I Rambling Reminiscenses 
of Margaret Gay Judd Clawson, der 
blev skrevet 60 år efter vandringen 
over sletterne, genkalder Margaret 
sine interesser og indtryk som en 
teenager, der drager til Utah for at 
opfylde sin families drøm om at 
samles med de hellige. 3 år efter 
ankomsten til Salt Lake City blev 
Margaret lige før sin 21. fødselsdag 
anden hustru til den unge Hiram B. 
Clawson, der blev en prominent 
købmand og forretningsmand og 
varetager af præsident Brigham 
Youngs økonomiske interesser. En 
af Hirams og Margarets sønner, 
Rudger, blev præsident for De tolvs 
Kvorum. Margaret døde i Salt Lake 
Citiy i 1912, 81 år gammel. 





„Efter at de hellige forlod Nauvoo, 
fordoblede mine forældre deres an- 
strengelser for at få fat på en vogn 
og forsyninger, så de kunne rejse til 
Rocky Mountains. I mellemtiden 
havde far været ret syg et par gange, 
og det forsinkede rejsen betydeligt. 
Jeg husker udmærket, hvor van- 
skeligt det var for ham at oplære 
dyrene til at trække vognen. Der var 
6 køer og 2 okser. Okserne var godt 
oplærte og ret pålidelige, men 
køerne var vilde og urolige. Han fik 
hjælp til at spænde dem for og be- 
gyndte så at føre dem. Lige pludselig 
begyndte de at løbe afsted i modsat 
retning, eller de løb til bagenden af 
vognen og fik det hele til at gå i 
kludder. 

Og dette blev ved dag ud og dag 
ind, og mens far søgte at oplære 
kvæget, bad mor. Hun fortalte mig 
senere, at mangen en nat, når vi var 
i seng og sov, gik hun ud i haven 
bag vort hus og bad inderligt om at 
Herren ville åbne en udvej for os til 
at rejse ud til de hellige. Hun var 
villig til at dele deres vanskeligheder 
for blot at være sammen med dem. 
En anden kilde til ængstelse for 
hende var, at jeg var en teenager, i 
den romantiske alder 17 år, og mor, 
der kendte det menneskelige hjertes 
modtagelighed, var bange for, at én 
eller anden ung mand skulle overtale 
mig til at tænke mere på ham, end 
jeg gjorde på hende, og lokke mig 
til at blive dér. Hun kunne ikke leve 
borte fra kirken, og hun kunne ikke 
efterlade et barn bag sig. Så mine 
forældre sagde, at vi ikke måtte blive 
der længere. 

Og efter nogle ugers hårdt arbejde, 
fik far køerne dresseret, så han 
kunne drive dem fremad, og den 
9. dag i maj 1849, på min bror 
Riley's 16. fødselsdag, sagde vi far- 



vel til vore venner og slægtninge, 
hoppede ind i vognene og påbe- 
gyndte vores lange, begivenhedsrige 
rejse. Åh. hvor mors ansigt lyste af 
glæde! Hvad brød hun sig om van- 
skeligheder, hvis bare hun kunne nå 
sit mål? 

Vores første nat ude, efter at vi 
havde påbegyndt vores rejse, kampe- 
rede vi på prærien; far havde løst 
kvæget og jaget dem ud, for at de 
kunne æde sig mætte i græs. Han 
var nødt til at holde øje med r dem, 
så de ikke strejfede for langt om- 
kring. Vi havde samlet nok brænd- 
sel til at lave et godt bål, og mor var 
ved at lave mad, da der pludselig op- 
stod et frygteligt tordenvejr. Regnen 
strømmede ned i lange baner, og vi 
blev allesammen drivvåde. Selvom vi 
søgte ind i vognen, så hurtigt vi kun- 
ne, blæste stormen regnen med en 
sådan kraft, at vognen kun ydede 
meget dårlig beskyttelse. Selvfølge- 
lig gik ilden ud, og det hjalp jo ikke 
på tilberedelsen af middagen den 
aften. Men den næste morgen skin- 
nede solen dejligt, alting blev tørt, 
og vi fortsatte vores rejse. 
Jeg husker ikker, hvor længe det tog 
os at nå til Council Bluffs i Iowa, 
men jeg husker, at vi kamperede dér 
en måned, ventende på, at kompag- 
nier skulle samles. De måtte orga- 
niseres som beskyttelse mod india- 
nerne. Åh, hvor var det ensformigt i 
lejren, når man ikke var på rejse! 
Hvor glade blev vi ikke allesammen, 
da vi begyndte vores endelige rejse 
til Salt Lake City. Alt syntes lyst og 
skønt. Jeg var ung og ved godt hel- 
bred. Alt forekom så vidunderligt for 
mig. Ansvaret, bekymringerne og 
omsorgen hvilede hos mine forældre. 
Når vi rejste sådan, som vi gjorde, 
lignede den ene dag den anden. 
Efter at have rejst hele dagen, kam- 



32 



perede vi om aftenen. Mændene tog 
sig af kvæget, mens kvinderne la- 
vede aftensmad. Når det var over- 
stået, lavede de unge mennesker 
gerne et bål, hvorom vi sad, talte 
sammen, fortalte historier, sang og 
hyggede os. 

Alle måtte respektere hinandens 
vognområde, det vil sige al den jord, 
der optoges af okseågene, lejrked- 
lerne og alt det, der var nødvendigt 
for rejsen. Så når nogle af de unge 
mennesker kom på besøg, følte jeg 
mig lige så godt hjemme ved at 
sidde på et okse-åg, som hvis jeg 
sad i en lænestol i en dagligstue. 
Sådan er livet bare på prærien. 
Min bror kørte et okseforspand for 
en enke og hendes lille pige. Den 
lille pige var meget sød og elskvær- 
dig, moderen temmelig særpræget. 
Han sagde, at hun plejede at stille 
flere spørgsmål om dagen, end 10 
mænd kunne besvare på en uge. 
Han var den fødte spasmager og 
kunne ikke lade være med at sige 
vittigheder, så lidt som han kunne 
lade være med at trække vejret. Han 
kunne ikke fortælle hende noget, 
hun ikke ville tro, ligegyldigt hvor 
bizart eller mærkværdigt det end 
var. Han blev så træt af hendes 
spørgsmål, som f.eks: ,Riley, hvor 
langt har vi rejst idag?' og ,Jeg gad 
vide, hvor langt vi vil komme i mor- 
gen?' ,Jeg gad vide, om vi vil komme 
til noget vand?' ,Jeg gad vide, om vi 
kommer til at se indianere?' og ,Jeg 
gad vide, hvad de vil gøre?' ,Vil de 
være venlige eller fjendske?' Hen- 
des „gad vide" blev så monoton, at 
han næsten ikke kunne bære det. 
Endelig fik han hævn, da vi kom 
inden for synsvidde af Chimney 
Rock. Enhver, som er kommet over 
prærierne, hvadenten det er i vogn 
eller med toget, vil huske at have set 



det — et storslået kendingsmærke — 
meget højt og formet omtrent som 
en skorsten og sandsynligvis mange 
århundreder gammelt. Med den fart 
vi kørte og gik, kunne det ses flere 
dage, før vi nåede dertil. Da hun 
begyndte at undre sig over klippe- 
formationen, fortalte han hende me- 
get fortroligt, at så snart vi nåede 
dertil, ville han gå hen og vælte den, 
fordi han var træt af at høre så 
meget om Chimney Rock, og at den 
forøvrigt havde stået der længe nok. 
Så snart han lagde hænderne på 
den, ville den vælte. Og hun tiggede 
og bad ham om at lade den stå, så 
andre emigranter, som kom efter os, 
også kunne se den, men han var 
stædig. Så truede hun ham med at 
ville sige det til Brigham Young, når 
de kom til Saltsødalen. Det var altid 
hendes sidste tilflugt. Men han holdt 
hende i spænding i 2 dage, indtil vi 
var mindre end en kilometer fra 
klippen. Så endelig gav han efter for 
hendes bønner og sagde, at han ville 
lade den stå. Hun var så glad derfor, 
at hun gav ham en ekstra god mid- 
dagsmad og aftensmad den dag. 
Han havde ikke planlagt, at hans 
sidste spøg med hende skulle falde 
ud, som den gjorde. Bare for at drille 
hende, havde han, før vi kom til den 
sidste canyon, Emigration Canyon, 
fortalt , at hendes vogn ville vælte, 
ja, han vidste, at den ville vælte. 
Hun sagde, at hvis den gjorde det, 
ville hun fortælle det til Brigham 
Young. Og selvfølgelig væltede den; 
Det var en meget vanskelig canyon 
at køre ned i. Riley var meget for- 
bavset. Han var bare en dreng og var 
frygtelig bange. Ingen arbejdede 
hårdere end han for at få den på ret 
køl igen. Med andre mænds hjælp 
fik han den op at stå på vejen, som 
var meget stejl. Den så temmelig 



33 



miserabel ud med alle siderne øde- 
lagt, men der var kun sket lille skade 
på forsyningerne, og da det var den 
sidste dag, før vi kom ind i dalen, 
klarede han sig godt alligevel. Riley 
hørte aldrig noget om, hvorvidt hun 
fortalte det til Brigham Young eller 
ej. 

Efter at vi havde rejst adskillige hun- 
drede kilometer blev ensformigheden 
afbrudt af, at vores kvæg løb løbsk. 
Det forekom os, som om jo længere 
vi kom, og des hårdere kvæget måtte 
arbejde, des lettere lod de sig 
skræmme. Den begivenhed, der 
gjorde mig mest bange, forekom om 
aftenen. Vi havde haft et par tilfælde 
før, så kvæget var parat til at styrte 
af sted nårsomhelst. Jeg tror, det 
enten skyldtes indianerne, eller det 
kan have været på grund af de store 
hjorde af bøfler, som vi så hver dag, 
at vore kompagni var blevet tilrådet 
at lukke kvæget inde hver nat. Om 
aftenen blev kvæget sluppet løs, så 
de kunne æde sig mætte, mens man 
overvågede dem, hvorefter de blev 
bragt ind i indelukket. Den blev lavet 
ved at vognene dannede en stor cir- 
kel, hvor hjulene rørte ved hinanden, 
og der var en åbning, hvorigennem 
dyrene blev drevet ind, så de var helt 
sikre dér. 

Vi var i bøffel-landet. Vi havde hørt 
om, hvor forfærdelig en ting det var, 
når de blev skræmt på flugt i panik, 
og at en stor hjord for nylig havde 
påbegyndt deres vilde løb, og da de 
første i flokken kom til de høje 
skrænter ved Plattefloden, faldt de 
ud over brinken og dannede en slags 
bro for de efterfølgende, der tram- 
pede over de første og derved dels 
klemte dem ihjel, dels druknede 
dem. 

En nat ved omkring 2-tiden sov hele 
lejren deres sødeste søvn, da der 



pludselige lød en frygtelig larm af 
trampen og brølen, jorden rystede, 
vores vogn rystede og rokkede frem 
og tilbage. Det slog øjeblikkelig ned 
i mig, at en flok bøfler var på flugt i 
vild panik, og at vi allesammen ville 
blive trampet ihjel. Så jeg krøb i 
skjul og beredte mig til at dø. Snart 
efter kaldte mor på Phebe og mig, 
fordi der ikke kom en lyd fra vores 
lille soveværelse (forenden af vog- 
nen). Og jeg svarede uldent under 
dynerne, at jeg endnu var levende. 
Lige pludselig skete der noget. Det 
var vores eget kvæg, der var brudt 
ud fra indhegningen. Noget havde 
forskrækket dem, og de begyndte de- 
res vilde, sindssyge løb. Først var de 
løbet rundt og rundt i indhegningen, 
og så brød de gennem de bjælker, 
der spærrede for åbningen. Intet 
kunne holde dem tilbage. De spred- 
tes over omegnen i mange kilo- 
meters afstand. Det tog vore mænd 
adskillige dage at få dem samlet 
sammen, og de så forfærdelige ud, 
de der var tilbage, for nogle af dem 
døde af overanstrengelse, og andre 
måtte slås ned. Et par af kaptaj- 
nens køer prøvede at komme op ad 
en stejl skrænt, men faldt bagover 
og brækkede halsen - det betød ét 
par mindre til at trække hans vogn, 
og ét par mindre at malke (åh, den 
vidunderlige mælk - hvilken luksus 
derude på prærien!). 
Under den „vilde flugt" blev et par 
mænd slemt tilredt, den ene temme- 
lig alvorligt. Det var en guldgraver, 
der skulle til Californien, og som 
havde indhentet os og nu rejste 
sammen med os. De, der ville til 
Californien, rejste meget hurtigere 
end mormon-emigranterne. Under 
forsøg på at standse kvæget, blev han 
løbet over ende og trampet ned. Hans 
stønnen var forfærdelig. Jeg så ham 



34 



først igen engang den følgende 
vinter, da han besøgte os. I al den 
tid han var der, lå han på knæ. Han 
kunne godt stå op, men ikke sidde 
ned. Jeg hørte aldrig siden fra ham, 
efter at han var taget afsted til guld- 
minerne. Gamle kvægfolk siger, at 
tamme husdyr af den hornede race 
er de mest skøre og vildeste af alle 
dyr, når de er i en „vild flugt". Det 
lyder mærkeligt, men de synes alle- 
sammen at starte på én gang, 
nøjagtigt som om et lyn havde ramt 
hver eneste på samme tid. 
Vores næste spændende begivenhed 
skete en dejlig eftermiddag, da vi 
langsomt var på vej fremad. Lige 
pludselig spredtes alle vore vogne i 
hver sin retning lynhurtigt over 
prærien. Jeg tror ikke, de hurtigste 
heste kunne have indhentet vore 
køer. Far sad foran på vognen og 
talte til og piskede sine dyr, nogle 
gamle okser, for at få dem under 
kontrol. Han var bange for, at hans 
køer skulle blive blandet op med 
nogle af de andre hold, der var i 
fuldt løb, eller . at vognen skulle 
vælte med os allesammen i. Vi 
skrumplede over stok og sten. Af og 
til hoppede vi sådan op og ned, at 
hovedet ramlede mod vognbuerne 
og på den måde gjorde alle opmærk- 
som på, hvad der skete inde i vog- 
nen. Ingen kan forstå situationen 
uden selv at have prøvet det. Igen 
stirrede døden mig i ansigtet, og jeg 
skyndte mig at dække hovedet til. 
Hvis jeg skulle dø nu, ville jeg i hvert 
fald ikke se det ske! Men mor trak 
hurtigt dækket af mig, og da vi en- 
delig standsede, gav hun mig et 
ordentligt foredrag, om altid at være 
på udkik efter en chance til at und- 
slippe. 

Nå, men da dyrene havde løbet så 
langt, de kunne, standsede de. Der 



forekom adskillige uheld, og en 
kvinde blev dræbt. Hun blev løbet 
over ende og trampet ihjel. Hun 
efterlod en hel familie af børn. Hvor 
vi dog allesammen frygtede denne 
vilde hovedkulds flugt — der er 
noget frygteligt ved en flok panik- 
ramte dyr. Selv mennesker er ikke 
tilregnelige, når frygt overvinder for- 
nuften. 

Der var en ko blandt vores, der var 
meget intelligent. Ja, den var så 
smart, at den plejede at gemme sig 
i sivene for at undgå at blive spændt 
for, men når så far fandt den og 
spændte den for, var koen en god 
arbejder og gav også megen mælk. 
Engang blev den lam og kunne 
næsten ikke gå. Mine forældre var 
bekymrede, fordi de allerede havde 
mistet én ko. De var bange for, at vi 
ikke kunne følge med de andre i 
kompagniet, så mor sagde, at hun 
ville lave et grødomslag og lægge 
det på, så snart koen lagde sig ned 
for natten. Hun lavede et kæmpestort 
et, som dækkede hele den lamme 
hofte. Men den næste morden, da 
far gik ud for at hente køerne, ud- 
brød han: „Men mor dog, du har lagt 
omslaget på den forkerte hofte!" 
Mor sagde bare: , Skidt med det. Det 
går nok alligevel. Varmen er gået 
lige igennem!' Og rigtig nok, koen 
haltede kun lidt den dag og var 
snart helt i orden igen. Jeg ved, at 
der lå en hel del tro i tilberedningen 
af det grødomslag. 
På disse tidlige efterårsdage fandt 
vi tit vilde frugter som f.eks. aronia- 
bær (nordam. busk af rosenfamilien), 
mispel og nogle små røde bær, der 
kaldtes bøffelribs eller squaw-bær, 
som vi allesammen holdt meget af. 
En dag bestemte jeg mig til at ville 
„tage imod" om aftenen. Så efter at 
vi havde slået lejr, bad jeg nogle af 



35 



pigerne og drengene komme hen og 
tilbringe aftenen ved vores lejrbål, 
når de havde udført deres huslige 
pligter. Dengang blev ingen fornær- 
met over at blive indbudt mundtligt. 
Alle var glade for at komme, ingen 
afslog indbydelsen. 
Om eftermiddagen havde jeg bedt 
mor lade mig lave nogle pie med 
bøffelribs. Og selvfølgelig gav hun 
mig lov. Pie var en virkelig luksus 
og noget, som man kun sjældent så 
på prærien. Jeg ville overraske mine 
gæster med mine overdådige for- 
friskninger. Og det gjorde jeg! Jeg 
havde knapt fået okse-ågene og 
nogle andre ting arrangeret meget 
kunstnerisk, før mine gæster ankom 
(de kom ikke for sent, sådan som 
det synes almindeligt nu om dage). 
Efter at vi havde sludret lidt og 
sunget nogle sange, undskyldte jeg 
mig for at gå hen til spisekammeret 
(en kasse, der hang under vognen) 
og hente mine tærter. Idet jeg delte 
dem ud, sagde jeg undskyldende, 
at de måske ikke var søde nok. En 
galant ung mand svarede meget hur- 
tigt: „Jamen, ligegyldigt hvad disse 
hænder har lavet, vil være sødt!" 
Og det troede jeg, han virkelig 
mente. 

Efter at have budt rundt, tog jeg selv 
en pie. Men allerede den første 
mundfuld gav mig et chok: den 
smagte, som om den var blevet 
sødet med citronsyre! Det blev en- 
den på mine forsøg på at lave tær- 
ter på prærien. Jeg har ofte speku- 
leret på, hvordan de andre kunne 
spise dem, men god tone krævede, 
at man gjorde det. Jeg tror ikke, der 
fandtes nok sukker i hele lejren til 
at have sødet den pie tilstrækkeligt! 
Det bedste af alle måltider, mens vi 
var på rejsen, var for mig frokosten, 
som vi spiste ved middagstid. Mor 



plejede at koge en kedel fuld af 
majsgrød om morgenen. Den pak- 
kede hun ind for at holde den varm. 
Når malkningen var overstået, blev 
mælken anbragt i en tinbeholder, 
der blev pakket ind, for at mælken 
ikke skulle skvulpe over. Når vi slog 
lejr ved middagstid for at fodre 
kvæget, plejede mor at pakke grød 
og mælk ud. Det var alt for godt for 
fattige mennesker! Min søster Phebe 
kunne ikke vænne sig til det. Hun 
sagde, at det altid gjorde hende så 
sulten. Jeg hørte aldrig nogen klage 
over dårlig appetit, mens vi satte 
over prærien. Al slags mad smagte 
godt - undtagen mine! Brød og ba- 
con var dejligere tærter end plum- 
budding og sandkager nu. Hvor kan 
omstændighederne dog forandre 
vores smag! 

Det vanskeligste, jeg måtte igennem 
på vores rejse, var dagen, før vi kom 
til Laramie i Wyoming. Dyrene var 
allesammen trætte og ømme i bene- 
ne, og rejsen gik så trægt, at far 
sagde, at vi den dag kom til at gå 
allesammen. Ikke noget med at køre 
på vognen. Jeg vil aldrig glemme 
den spadseretur. Vi gik i sand til op 
over anklerne, mænd og kvinder, og 
det var meget dybere for kvæget og 
vognene. Da vi slog lejr om aftenen 
den dag, var vi kun kommet 16 km 
frem. Det forekom mig at være tu- 
sinde, og jeg ønskede mange gange 
den dag, at jeg var et eller andet 
sted, hvor folk aldrig blev trætte. 
Endelig kom vi så til enden af vores 
lange, trættende rejse, og om afte- 
nen den 15. oktober slog vi lejr ved 
udmundingen af Emigration Canyon. 
Hvilket vidunderligt syn var det ikke 
at stirre ned i den store Saltsø-dal! 
Næste morgen stod vi meget tidligt 
op, lysvågne på én gang, og ikke 
længe efter kørte vi ned." 



36 




:£;■:.* li *s B?:*:* €3 -il-; 2 i£ #* l^wii: M ; Pi ? 





HI 



'# V 






J \T' 4 . ' -i'-' -.3 



, <. 



■ 



'; . . f » 



i* * 



I ; 

■